Forkælelse

I den danske kultur hænger (selv)forkælelse meget ofte sammen med mad. Hygger man, får man mad, ønsker man at fejre noget, får man mad, er man ked af det, får man lige lidt lækkert at spise for at løfte humøret…
Det hele er sådan set også logisk nok; lækre madoplevelser gør én glad, man føler sig veltilpas efter en god måltid mad, og alt føles i det hele taget lækert, når man også har med en god omgang mad at gøre. Jeg tør vædde med, at 9 ud af 10 gange, man taler om forkælelse, er mad en del af det. Hvor ofte har man ikke hørt folk sige ‘Mmm… Jeg har forkælet mig selv med lidt chokolade’? Netop, forkælelse er mad, og nogle (mange) gange mad, som vi inderst inde har lidt dårlig samvittighed over at spise til daglig, og derfor tillader os selv at få disse madvarer netop, når vi forkæler.

Igen skal jeg skynde mig at uddybe mine konstateringer lidt, så I ikke tror, at jeg er imod chokolade eller imod chokoladen som en del af forkælelsen. Chokolade er en skøn ting, Guds gave til folket, ingen tvivl om dét!! Det handler mere om vores mentalitet, vores tankegang, vores syn på chokoladen, som i sig selv er et uskyldigt produkt lavet af kakaobønner og masser af sukker. Jeg går ind for, at vi ikke skal forbyde os selv noget som helst, tværtimod – forbyder du dig selv noget, får du højst sandsynligt endnu mere lyst til det og ender med at bryde dit forbud alligevel; og så er vi da vist lige langt, ikke? 😉 Det handler om at fortælle sin krop, at den godt må få alt, den kræver og begærer, bare med måde. Og det handler i lige så stor en grad om at holde, hvad man lover, dvs. rent faktisk give kroppen, hvad den har lyst til og ikke ‘snyde’ den. Kroppen skal også have lov at få lov!

Jeg tror bare, at det er så meget som livsvigtigt at huske sig selv på, at kroppen jo også er den, ‘udsættes’ for al den ovennævnte forkælelse. Og det er desværre sådan, at man på et tidspunkt når en grænse, hvor noget fra lækker forkælelse kan blive en tung last (også bogstaveligt talt). Forkælelse med chokolade hver aften (hvad enten det er fordi chefen har været dum, fordi man selv har været dygtig, eller blot fordi man er træt og trænger til en hyggestund) kan i sidste ende skade kroppen mere end den kan gavne den og forkæle den.

Igen er budskabet at finde den gode mavefornemmelse; denne gang kan mavefornemmelsen ‘udvides’ til en kropsbevidsthed. Lyt til din krop, mærk efter, den ved udmærket selv, hvad den har brug for!
Nogle gange er vi, mennesker af d. 21. århundrede, for kloge til at stoppe op og lytte efter – vi ved for meget til at lade kroppen indskyde en bemærkning og vi prøver at overdøve kroppens signaler…

Måske er det derfor, maven har lært at rumle? Så kan den i det mindste blive hørt! 😉