Om mit forsøg på at forene kroppen og sindet…

image

Jeg er den, som skal følge mig selv resten af mit liv. Min krop er den, jeg har for resten af mit liv. Jeg skal derfor passe på den, tage mig gost af den, tage vare for mig selv…
Det er nemt nok at skitsere op, nemt nok at fremlægge i punktform, nemt nok at gøre sig klog på og nærmest prædike om. Lige så nemt, som det er i teorien, lige så svært og uoverskueligt er det at føre ud i livet, (i hvert fald for en sårbar pige med en ganske bestemt fortid). Når jeg har fortrængt min krop i så mange år, været ligeglad med dens behov og nedprioriteret dem, er det ubeskriveligt vanskeligt lige pludseligt at foretage en U – vending.
Al den skrøbelighed, jeg har i mig, har brug for at komme til udtryk på én eller anden måde, og netop fordi skrøbeligheden er der, har jeg brug for at blive passet på. Og desværre er jeg ikke vanvittig god til det selv, jeg vil gå så langt at sige, at jeg er pretty lousy til det.
I dag f.eks. slås jeg med mig selv (igen, igen) i forhold til at få holdt hviledage fra fitness. Min plan angående ugentlig workout holdt ikke så godt; jeg fik trænet mere og hårdere, end jeg havde sat min begrænsning til, og denne hårde træning kan nu mærkes i min trætte krop. Jeg er tung i benene, får nemt krampe, har ingen appetit – blot få af de mange symptomer på overtræning, som jeg har bøvlet med inden ferien til Marokko.

Og så sidder jeg hér, fuldstændig klar i sindet og spørger mig selv: Hvad i alverden har du dog gang i? Hvorfor udsætter du din krop for noget, den ikke kan holde til? Hvorfor giver du din krop ikke lov til at slappe af? Hvorfor må den ikke få en pause? Hvorfor? Hvordan kan det være, at du presser din krop så hårdt, at den fysisk står af?

De og endnu flere spørgsmål passerer i mit hoved. Jeg kan se det hele klart, over for mig selv gentager jeg mine egne ord, at sundhed er balance. Balance i alt, man laver – træning, spisning, timer brugt foran fjernsynet, samvær med vennerne, osv., osv.. Jeg hører mig selv sige det, jeg kan se, at det giver mening, men jeg vælger ikke at lytte. Jeg vælger ikke at tage det til mig, ignorere det, forkaste det. Og hvorfor, ved jeg ikke.
Jeg ved ikke, hvad udbytte, jeg ser i ikke at pleje min krop og ignorere dens signaler, jeg ved ikke, hvorfor det er så fristende at fortabe sig i rutiner frem for rent faktisk at mærke efter, hvad der foregår…

I do not know.
Men jeg arbejder på det. Jeg ville blot fortælle, at det stadig er sindssygt svært, at fortiden har sat sit præg i den grad! Nu tror jeg bare, det handler om at lære at sige nej til fortiden, starte forfra; danne en ny ‘mig’. Og det kan ikke lade sig gøre, når jeg hele tiden piller mig selv ned med de mentale pisk! Det er nu på tide, at både pisken og fortiden smides i et sort hul, som de kan blive opslugt af, i stedet for at opsluge mig!

Reklamer

Jagten på den nye træningsform

image

Motion og træning spiller en stor rolle i min hverdag. Jeg vil gå så langt som at indrømme, at mange ting i min hverdag bliver planlagt efter, at jeg også kan nå at komme ned og motionere. Netop fordi træning tager både tid fra min hverdag og energi fra mig (og selvfølgelig kræver planlægning), har jeg besluttet mig for at effektivisere min træningsform; gøre min træning mere tilgængelig, dog med samme effekt (eller større, hvis muligt).
Jeg har et medlemskab i Fitness World, hvilket jeg er meget glad for og har hverken tænkt mig at holde pause eller skifte til en anden fitnesskæde. Mit medlemskab giver mig fuld adgang til holdtræning, som jeg ønsker at benytte mig af. Jeg elsker Thai-Bo, og med nye hold-variationer hér i efteråret (bl.a. H.I.I.T), regner jeg med at blive endnu større tilhænger af holdtræning. Holdene er supersjove, effektive og hjælper på motivationen, men både pga. et menneskeligt behov for restitution og den tidsmæssige aspekt af sagen, kan jeg ikke deltage i holdtræning 7 dage om ugen. Jeg må være realistisk, derfor lyder den foreløbige plan således:

Min træning:
5-6 gange om ugen
3 gange holdtræning (helst Thai-Bo)
2-3 gange korte træningspas af 30-40 minutter, der for det meste består af opvarmning, 7-minutters træningssekvenser (2-3 gentagelser af sekvensen) og evt. styrketræning.

Dét skulle være til at overholde, og samtidig burde det skabe en god balance og give mig god samvittighed uden risiko for overtræning. Skulle det ske, at træningen alligevel blev for hård, må den omgående revurderes igen. ‘Mit nye jeg’ skal handle om kroppens velvære, ikke selvpiskeri, som oplevet (og beskrevet) før. Jeg har store forhåbninger, og den vigtigste er, at jeg ikke snyder mig selv.

God mavefornemmelse i… en øm mave?

Til dem af jer, der havde fornøjelsen af at læse mit forrige indlæg behøver jeg ikke nogen lange forklaringer af, hvilke blandede følelser jeg havde i forbindelse med min træning i går.
Jeg følte mig træt i kroppen og egentlig ikke i træningshumør, men kunne af en eller anden mærkelig grund ikke give mig selv lov til at holde fri. Var jeg blevet hjemme fra træning, ville jeg nok få det ret skidt med mig selv og føle mig svag og doven, selv om jeg ved, at man ikke bliver de ting af at holde én hviledag hver 4.-5. dag. Dumme hoved altså…

Det hele endte dog med, at jeg kom i fitness, dog var jeg inderst inde meget bange for, at jeg underbevidst ikke ville give mig 100 % og få en dårlig træningsoplevelse. Fordi jeg ikke ønskede at overbelaste de største muskelgrupper (der i forvejen er lidt trætte af mig og min fitnessafhængighed *host* overtræning *host*), lavede jeg en forholdsvis kort (30 min) sekvens af core-træning, med både Les Mills-inspirerede øvelser og forskellige versioner af den hadede, dog højst nødvendige planke.

Det var en lang indledning, og nu til sagen, tak. Sagen en den, at jeg i morges vågnede med en lækker ømhed i mavemusklerne! Jeg kunne virkelig godt mærke, at jeg have lavet noget i går. Vildt god følelse, netop fordi træningen var så kort, helt ‘hjemelavet’ (nogle gange synes jeg, det kan være svært at presse sig selv, når man træner alene – derfor er jeg ret stor fan af holdtræning …), og på en dag,  hvor jeg følte, at overskuddet manglede. Trods at have haft oddsene imod mig, formåede jeg alligevel at skrue en effektiv træningssekvens sammen! God følelse! God mavefornemmelse!

… og god ømhed ! 😉