Mandagens morgen’pisk’

Kontroversiel titel, I know. Jeg kan dog allerede i første linje af dette indlæg forsikre, at den ikke vil indeholde kinky fortællinger med nogen form for pisk.

Pisken her er udelukkende mig selv; min selvkritik, min ofte alt for hårde selvkritik, der ikke kender til ordet eufemisme, og ikke er bleg for at fortælle mig, hvilket udueligt og dovnt dyr jeg er. At den lige skulle besøge mig en mandag morgen, denne kritikstemme, er hvad det er.
I morges drejede det sig om træning. Sidste uge formåede jeg at komme ud og træne 6 gange – 3 gange til holdtræning, og 3 gange selv. Jo, det synes jeg, er ok godt og acceptabelt, (nu skal jeg passe på med ikke at virke fanatisk igen!). Der er selvfølgelig altid et ‘men’. Mit ‘men’ kommer, når det drejer sig om hviledage. I den seneste tid har jeg døjet med mange symptomer på overtræning. Jeg har prøvet at vågne op midt om natten med smertefulde krampeanfald, min krop kan være så træt, at jeg nogle gange har det svært ved at cykle på arbejde, at strække mig om morgenen kan engang imellem gøre direkte ondt, fordi det føles som om musklerne er krympet sammen. Meget, meget ubehageligt… Dog stadig ikke nok til, at jeg lader mig selv hvile. Og spørg ikke, hvorfor, for jeg ved det ikke. Logisk kan jeg godt se, at min krop sender mig signaler om at stoppe op, tage en dyb indånding og tænke over, hvad jeg egentlig byder den. Jeg kan godt se, at det jo ikke engang nytter noget at træne ømme/overtrænede muskler, og det er som om den del af hjernen der er ansvarlig for at udsende denne information fungerer fint, men denne del af hjernen, der skal modtage og gøre noget ved sagen, er sygemeldt på ubestemt tid … Det har den været i lang tid, og så længe den er dét, kan jeg vist roligt regne med, at mentale pisk ikke forsvinder. Jeg må kæmpe med dem, jeg må høre på dem (de er jo trods alt en del af mig; jeg ønsker at komme i kontakt med min krop, dermed også alle mine tanker og give mig selv lov til nogle gange også have en dårlig dag, svær tanke, osv.), og jeg må selvfølgelig i sidste ende lære at håndtere dem…

Hvad skete der så i dag?

Jeg sagde til mig selv, at hvis jeg nåede at ordne alt praktisk i lejligheden og stadig havde rigelig tid inden jeg skulle på arbejde, måtte jeg bruge tiden i fitness. Jeg ville ikke kunne overskue at lade være med at træne og blive siddende hjemme på min flade bagdel. Det hele resulterede i, at jeg efter at have vasket tøj og hængt det op, støvsuget, gjort badeværelset rent, ryddet og vasket op, cyklet en tur for at have byttet et fejlkøb, stadig havde lidt tid, smuttede jeg i fitness. Jeg nåede dog kun at træne i omkring 30 minutter. De blev bestemt godt udnyttet, brugt for det meste på core-træning, hvilket jeg egentlig synes, var et godt kompromis mellem den kritiske og den sygemeldte hjernehalvdel 😉

Det kan virkelig være svært at sige nej til træningscravings. Jeg kan få det så skidt med mig selv, jeg kan faktisk blive seriøst ked af det … Derfor måtte resten af dagen (mere eller mindre bevidst) fokusere på at få rigtig næring, så jeg både blev mæt, og fik den gode mavefornemmelse omkring madvarerne.

Post-fitness måltidet var derfor en skål skyr blandet med avocado, krydret med kanel og lidt stevia. Avocadoen gav en noget mere cremet smag, og samtidig en sjov mynthegrøn farve. Smagen var himmelsk!
image

Frokost spiste jeg på arbejde, og i dag hyggede jeg med en Cæsar-salad med kylling, bacon, parmesanost og dressing. Mmm… (Og med god LCHF-samvittighed!)
image

Om aftenen blev der hygget med endnu en portion af den proteinrige avocadoacreme , så nu er jeg klar til at forlade bloggen med en god mavefornemmelse og forhåbentlig et tankevækkende indlæg!

Når man pludselig … ved for meget?

Jeg vil aldrig nogensinde lægge skjul på, at sund kost, kostvaner i det hele taget og sund livsstil er ting, som både betyder rigtig meget for mig som person i min dagligdag, men disse er også emner, som jeg simpelthen har en interesse for.
Jeg sætter mig gerne ind i forskellige kostplaner og -råd, læser gerne tips til kostændringer og tænker over, hvad det  egentlig er, min mund, min mave, ja, i sidste ende, hele min krop fyldes med.
Nu lyder det næsten som om jeg er en værre kostfanatiker; det er jeg ikke mere. Mine spiseforstyrrede tider har jeg lagt bag mig og ønsker bestemt ikke at gentage den tvivlsomme succes… Dog kan jeg (og vil heller ikke) løbe fra det faktum, at kost og næring stadig har betydning for mig. Jeg ved en del om emnet, og jeg lærer gerne mere, da jeg jo er af den overbevisning, at via at kigge nærmere på mine kostvaner, lærer jeg min krop bedre at kende, jeg kommer tættere på min egen krop, og derved kommer jeg tættere på mig selv – finder den gode mavefornemmelse! For mig har min passion for mad og næring derfor en positiv effekt. Netop, mig, positiv effekt for mig.

For hvad sker der, når ens viden bliver … for stor? Hvad sker der, når man pludselig ved for meget?

For ikke så længe siden, en fredelig morgen, skulle min kæreste til at spise morgenmad.  Han tog en pakke chokopops af en eller anden art, hældte noget mælk over og spiste det med stor velbehag. Jeg kunne mærke, hvordan jeg næsten blev lam indeni! Jeg frøs helt, og mine tanker kørte i ring. Nej, tænkte jeg, du aner jo ikke, hvad alle de sødestoffer gør ved dit blodsukker og dit energiniveau! Nej! Du ødelægger jo praktisk set hele din dag ved at hyggespise hvede med kakaopulver til morgenmad!!! Nej, nej, nej, tænkte jeg i mig selv, og havde næsten lyst til at tage skeen ud af hånden på min kæreste og stoppe ham i den livstruende gerning, han nu havde gang i. Var han klar over, at han næsten var til fare for sig selv, idet han indtog sin poppede morgenmad ?

Pludselig slog det ‘klik’ igen, og det var som om jeg i mit hoved kunne rewind’e hele situationen med mine tanker i form af en mystisk vioceover. Jeg fangede mig selv i at ‘vide for meget’ … Havde jeg ikke haft kendskab til, hvilke næringsstoffer i hvor store mængder der er i en chokomorgenmad, kunne jeg bare sidde og smile af min søde mand, mens han sad og spiste sine pops, men … nej. Kærestens uskyldige gerning blev gennemanalyseret, og i sidste ende var det næsten hårdt ikke at ‘gribe ind’ og oplyse ham om chokomadens skjulte fælder…

Dét tror jeg er, hvad der sker, når man ved for meget. Man glemmer, hvem det egentlig skal gavne at vide noget om mad og næring. Vi kommer nemlig nemt tiæbage til den gode mavefornemmelse – det er ikke sikkert, at min kæreste finder den gode mavefornemmelse ved at spise sundt ; det kan netop godt være, at hans gode mavefornemmelse kommer af at kunne give sig selv en chokomorgenmad engang imellem. (Det er da også en lækker ting, der, for mit vedkommende vækker dejlige barndomsminder!)

Af den grund skal denne blog ikke handle om sund kost eller en bestemt diæt. En skål chokopops og en smilende kæreste er nemlig nogle gange det eneste, der kan gøre maven glad!