Lækkert og lowcarb – tærte på mandelbund med spinat og ricotta

Lowcarb mad behøver virkelig ikke at begrænse sig til et stykke kød og dampede grøntsager – man kan være super kreativ og skabe de mest fantastiske lavkarbo-retter, som denne skønne tærte med ricotta og spinat.

image

De sidste par gange, hvor jeg har haft fri fra arbejde, dvs. Skullet i skole og dermed haft meget hjemmelæsning, har jeg været doven og dårlig til at få lavet nogen gode frokostretter til mig selv. Det var nemt blevet til en bunke gulerødder, lidt brøderstatning, måske knækbrød i bedste fald salat, men jeg har ikke gjort noget ud af det.
Dét besluttede jeg mig for at ændre på i dag. Jeg havde ikke særlig meget appetit om morgenen, og derfor spiste jeg meget lidt til morgenmad. Det var derfor vigtigt med en nærende frokost.
Jeg havde for et par dage siden købt den super lækre ricotta ost, som jeg virkelig godt kunne spise med ske, direkte fra bøtten … Hvilket måske også er sket en enkel gang eller … sytten. Jeg ville gerne have, at den lækre ricotta skulle indgå i min frokost i dag, og jeg kunne huske, at osten gik fantastisk sammen med spinat. Jeg besluttede mig derfor for at lave en tærte – selvfølgelig lowcarb, men derfor var det stadig en treat.

Opskriften hér er på en mindre tærte, jeg spiste en halv af den til frokost, og blev mæt, så den anden halvdel gemmes pænt til i morgen!

Du skal bruge:
0,75 dl mandler
0, 25 dl græskarkerner

(Egentlig skal der bare være 1 dl nødder/kerner, hvor størstedelen er mandler, græskarkerner kan sagtens byttes ud med f.eks. solsikkekerner.)

1 spsk smør
1 spsk HUSK
1 æggehvide

1 æg
100 – 125 gram ricotta
200 g frossen spinat

Salt og peber

Fremgangsmåde:
Kør mandlerne og kernerne i en minihakker, så de bliver til groft mel. Tilsæt husk og smør og til sidst æggehvide. Saml massen og lad den hvile på køl i mindst 30 minutter.
Tænd ovnen på 160°. Tag tærtedejen ud og spred den ud i et tærtefad beklædt med bagepapir. Bag dejen i ca. 20 – 25 minutter.
Lav fyldet imens. Vandet fra den optøede spinat hældes fra. Pisk æg og ricottaen sammen og bland spinat i massen. Krydr med salt og peber.
Tag den færdigbagte dej ud af ovnen og skru op på 180-200°. Hæld fyldet i den forbagte dej-form og bag tærten færdig i 15 – 20 min.

Sørg for, at tærten får 5 – 10 minutter til at køle af og ‘sætte sig’ inden du spiser/serverer den.

Velbekomme og ha’ en skøn mandag aften!

LCHF middag – mini pizzaer på aubergine-bund

image

Søde læsere, dette er ét af de bedste aftensmåltider, jeg har fået længe!
Det var dejlig nemt at lave, smagte så himmelsk og efterlod mig med rigtig god LCHF-samvittighed.
Vi havde lyst til lækker mad, men samtidig ville vi gerne spise det på sofaen og give os selv lov at se film imens – rigtig lørdagshygge efter en meget begivenhedsrig uge. Vi tænkte, at pizza passede perfekt til lejligheden, og da blomkålspizza eller andet alternativ til pizza, der skal laves på et grøntsagsbund ville tage lidt for lang tid, valgte vi at prøve auberginer som pizzabund.

Du skal bruge:
2 auberginer
Salt

Olivenolie

Tomatsovs
Pesto

Ost (vi brugte revet mozzarella, hvid mozzarella og cheddar)
Valgfrit pizza – tilbehør: vi brugte pepperoni, pølser, kylling, og så lavede vi også nogle kun med ost, som vi senere pyntede med ruccola og serrano skinke (som på billedet) – med du kan med fordel holde dig til at lave dem vegetariske

Ruccola
Serrano skinke

Fremgangsmåde:
Skær auberginer i skiver på ca. 0,5 cm. Drys dem med salt og lad dem trække indtil noget af væden kommer ud.
Forbered imens al fyldet og opvarm ovnen til omkring 200°.

Vanddråber, der ses på aubergine skiver tørres af, og skiverne steges på en pande med olivenolie indtil de får lidt farve.

Læg derefter aubergineskiver på en bageplade beklædt med bagepapir. Lav mini pizzaer efter din egen fantasi – jeg startede med at smøre skiverne med pesto eller tomatsovs og derefter drysse med ost og putte fyld på.

Pizzaerne bages færdige i ca. 8-10 minutter.

Nyd deres gode smag og husk opskriften til en anden god gang, hvor du har lidt grønt og pålæg tilovers!

Rigtig god søndag!

Fredag, når det er bedst

For mit vedkommende startede dagen meget tidligt, nemlig kl. 5.50, hvor min friske krop besluttede, at nu havde jeg ikke brug for mere søvn. Jeg lå spritvågen og kunne ikke komme i tanke om noget bedre at give mig til end at smutte ned og træne.
Træning giver mig energi og god samvittighed, så umiddelbart findes der ingen bedre måde at indlede sin fredag på!
Træning i dag bestod af 6 minutters opvarmning på crosstraineren og derefter en 7-minutters serie, hvor cardio kombineres med styrketræning. Denne 7-minutters sekvens gentog jeg i alt 3 gange, 2 gange lige efter hinanden, hvorefter jeg holdt en ‘pause’ bestående af udelukkende styrketræning, og det hele afaluttedes med den sidste 7-minutters sekvens.
Det lyder måske ikke vanvittigt imponerende,  men er man godt i gang, er det skam hårdt nok ! 😉

Efter denne powertræning kom jeg hjem til en sovende kæreste og en omgang morgenmad, som i dag bestod af en kokosfibrebolle med flødeharvati og philadelphia og lchf chokolademousse.

image

LCHF chokolademousse

En halv avocado
1 spsk. Kokosolie
2 spsk. Creme fraiche eller græsk yoghurt
1-2 tsk kakaopulver
Sukrin gold (efter smag)

Alle ingredienser blandes i en blender – lækker mousse på 45 sekunder!

Frokosten fik jeg på arbejde – laksesalat ‘piftet op’ med lidt avocado.

image

Aftensmaden lod vente på sig,  da både min søde kæreste og jeg måtte hjem fra job først. I dagens anledning blev det til hjemmelavede LCHF nachos med oliven og jalapeños på og dertil en masse lækkert dyppelse – guacamole, creme fraiche og hjemmelavet salsa.
Mmm… god fredag aften med god LCHF-samvittighed!

image

LCHF kyllingenuggets

En smule forsinket, dog er den her nu; opskriften på LCHF-nuggets, viola!
image

Kyllingefilet
1 æg
Sesamfrø
HUSK
Olie til stegning

Stil tre skåle frem; i den første skal du have HUSK, i den anden sammenpisket æg (evt. Med krydderier efter eget valg), i den tredje sesamfrø. Kyllingefilet skæres i mindre stykker som vendes i HUSK, æg og til sidst sesam (rækkefølgen har betydning). Stykkerne steges i fedtstof efter eget valg.

Jeg har ikke prøvet at bage dem – det vil sikkert godt kunne lade sig gøre, men for det første forsvinder noget af LCHF-effekten, og for det andet vil jeg ikke garantere samme sprøde effekt.

Ps. Jeg dyppede dem i en dressing af mayonnaise og creme fraiche (samme mængde af begge), salt og peber og 1-2 spsk. Sød chilisauce.
Mmm…