Omvendt ØV-morgen

Så skete det igen! Planerne røg i vasken – igen, igen. Når jeg om aftenen lægger en mindre plan for, hvordan den næstkommende dag skal se ud, er alting altid helt perfekt inde i mit hoved. Og så møder jeg hverdagen og alle de forudlagte planer ser anderledes ud. De ryger mere eller mindre ALTID i vasken, og … Ja, hvordan skal dét lige takles?

I søndags skulle jeg møde tidligt på arbejde, og jeg vidste, jeg skulle have en heldags vagt. Derfor havde jeg planlagt at smutte i fitness lige så snart de åbnede (6.00) og få en god, lang omgang LISS-træning. Jeg havde trænet skiftevis styrke og cardio hver dag fra mandag til fredag, holdt helt fitnessfri lørdag og havde planlagt at holde en ‘hviledag’ med let træning (LISS) søndag.

God plan, ikke? Jo, jo – planen fejlede ingenting. Ud over, at jeg ikke kunne holde den! Jeg faldt i søvn over lektier lørdag aften og fik derfor ikke stillet vækkeur til om søndagen. Jeg vågnede derfor alt for sent til at tage i fitness, og derfor…

PANIK! Hvad skal jeg nu? Planen røg, jeg når ikke at træne – godt nok var det let træning, men jeg havde regnet med at få det træningspas gennemført!? I et øjeblik var jeg helt rastløs, jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv, det ramte mig virkelig hårdt! Jeg blev super påvirket af ‘plan-svigt’, mere end jeg selv har lyst til at indrømme…

Og jeg stod i denne elendighedsøjeblik og pludseligt tænkte jeg tilbage på dette blogindlæg af Charlotte, jeg havde læst forleden dag. Et blogindlæg om, hvordan man skal håndtere plansvigt, hvordan man kan vende en ØV-oplevelse til noget positiv. Man kan faktisk blive helt overrasket over sine egne evner til at gøre en skidt oplevelse god igen, for ved I hvad? Der skal ikke meget til – hvor der er vilje, er der vej.

Det var præcis hvad jeg sagde til mig selv søndag morgen, da vækkeuret ikke ringede, og jeg stod forvirret midt i min lejlighed. Det kan godt være, at planen røg i vasken, men alt kan jo reddes! Og min situation var ingen undtagelse.

Jeg var selvfølgelig under tidspres, så jeg skyndte mig at tage det første og bedste stykke træningstøj på og løb ud ad døren. Normalt løber jeg aldrig, men dette var et særtilfælde. Jeg kunne kun nå at løbe i en lille halv times tid – faktisk kun 25 minutter, før at jeg skulle begynde på at gøre klar til arbejde. Jeg udnyttede også hver eneste sekund af min lille tur. Jeg kom samlet op på omkring 4 kilometer, hvilket jeg synes, er okay for en dedikeret ikke-løber. Jeg fik ikke dét træningspas, som jeg havde planlagt og ønsket, men jeg fik mig da en løbetur! Og dét er bestemt bedre end ingenting.

Efterfølgende var jeg helt stolt – bestemt ikke af mine løberesultater, men af selve det faktum, at jeg formåede at komme meden alternativ løsning, som gjorde mig glad! Jeg formåede at fejle og rette op på fejlen, og jeg kan love jer – det føltes som en million!

(Eftermid-)dagens budskab er derfor som på det vedhæftede billede – du er dén, der skaber dine muligheder – hvor der er vilje (og en smule kreativitet 😉 ), er der virkelig vej!

– God aften søde læsere!

Hvorfor yoga?

image

For ikke så længe siden, har jeg genoptaget min længe forsømte yoga træning. Jeg havde i mine teenage-år gået regelmæssigt til noget,  der hed yoga-fitness, som var en lidt hårdere form for yoga, der også indeholdt ganske almindelige fitness-øvelser (mest de statistiske selvfølgelig). Dette var dog et godt stykke inden, at jeg rigtig meldte mig ind i et fitness center, så i sidste ende blev det for dyrt at købe enkelte klip-billetter for at kunne være med.
Da jeg dog meldte mig ind i Fitness World, hvor de tilbyder yoga-timer, kunne jeg ikke finde gejsten for at genoptage træningen, og det andet (svedfremkaldende, derfor kalorieforbrændende) holdtræning fristede meget mere.

Og ikke fordi hård træning ikke frister længere – dét gør det bestemt! Men nu, hvor jeg har øget fokus på mig selv, min krop og mit velvære, tænker jeg, at det kun kan gavne mit projekt at blande yoga ind i det.

image

Yoga har været praktiseret i tusinde år, og nutidens yoga er resultat af lange observationer og arbejde med menneskekroppen. Formålet med yoga er en forening mellem kroppen og sindet, yoga skal få dig til at falde til ro, men den får dig samtidig til at arbejde med dig selv og opnå dermed en større kropsbevidsthed. De forskellige assana’er (yogastillinger), som er statiske øvelser, styrker kroppen og udfordrer dens muskler. Selv om stillingerne kan se ud, som om man står/sidder stille, er kroppen i konstant bevægelse i takt med åndedrættet. Åndedrættet er afgørende i yoga – det er midlet til at opnå ro i sindet, og samtidig er den rigtige åndedrætsteknik med til at opnå den optimale udnyttelse af ens lungekapacitet.

Yoga gør, at man føler sig mere energisk; kroppen og sindet opfriskes. Samtidig gør yoga, at man bliver afslappet og får ro i både kroppen og sindet. Selv ser jeg yoga for at være meget mindful form for træning, hvor både fysikken og psyken engageres og stimuleres. Yoga er dermed anset for at have en række sundhedsmæssige fordele for både fysiske, mentale og biokemiske. Dem vil jeg prøve at nævne et par af.

Fysiologiske fordele:
1. Lavere puls, blodtryk og respirationsfrekvens
2. Bedre kropsholdning og balance
3. Bedre nattesøvn
4. Større smidighed
5. Bedre koordinationsevner

Psykologiske fordele:
1. Større kropsbevidsthed
2. Bedre energi, humør
3. Mere overskud
4. Bedre fokus, samt koncentrations- og indlæringsevner
5. Lavere risiko for stress
6. Større kropslig og mental velvære

Biokemiske fordele:
1. Lavere glukose, sodium og kolesteroltal
2. Højere hemoglobintal; færre hvide blodlegemer

Samme kilde sammenligner effekter af yoga og almindelig træning, hvor de store fordele ved yoga som træningsform er bl.a. det minimale risiko for skader, større træningsbevidsthed samt mangel på ‘forceful movements’, dvs. øvelser, der stresser kroppen yderligere.

Jeg håber, indlægget kan tjene som inspiration for jer. Træningsformen skal gerne være varieret, og yoga kan bestemt anbefales som en træningsafveksling eller som restitutionstræning.

image

Namaste.

Om mit forsøg på at forene kroppen og sindet…

image

Jeg er den, som skal følge mig selv resten af mit liv. Min krop er den, jeg har for resten af mit liv. Jeg skal derfor passe på den, tage mig gost af den, tage vare for mig selv…
Det er nemt nok at skitsere op, nemt nok at fremlægge i punktform, nemt nok at gøre sig klog på og nærmest prædike om. Lige så nemt, som det er i teorien, lige så svært og uoverskueligt er det at føre ud i livet, (i hvert fald for en sårbar pige med en ganske bestemt fortid). Når jeg har fortrængt min krop i så mange år, været ligeglad med dens behov og nedprioriteret dem, er det ubeskriveligt vanskeligt lige pludseligt at foretage en U – vending.
Al den skrøbelighed, jeg har i mig, har brug for at komme til udtryk på én eller anden måde, og netop fordi skrøbeligheden er der, har jeg brug for at blive passet på. Og desværre er jeg ikke vanvittig god til det selv, jeg vil gå så langt at sige, at jeg er pretty lousy til det.
I dag f.eks. slås jeg med mig selv (igen, igen) i forhold til at få holdt hviledage fra fitness. Min plan angående ugentlig workout holdt ikke så godt; jeg fik trænet mere og hårdere, end jeg havde sat min begrænsning til, og denne hårde træning kan nu mærkes i min trætte krop. Jeg er tung i benene, får nemt krampe, har ingen appetit – blot få af de mange symptomer på overtræning, som jeg har bøvlet med inden ferien til Marokko.

Og så sidder jeg hér, fuldstændig klar i sindet og spørger mig selv: Hvad i alverden har du dog gang i? Hvorfor udsætter du din krop for noget, den ikke kan holde til? Hvorfor giver du din krop ikke lov til at slappe af? Hvorfor må den ikke få en pause? Hvorfor? Hvordan kan det være, at du presser din krop så hårdt, at den fysisk står af?

De og endnu flere spørgsmål passerer i mit hoved. Jeg kan se det hele klart, over for mig selv gentager jeg mine egne ord, at sundhed er balance. Balance i alt, man laver – træning, spisning, timer brugt foran fjernsynet, samvær med vennerne, osv., osv.. Jeg hører mig selv sige det, jeg kan se, at det giver mening, men jeg vælger ikke at lytte. Jeg vælger ikke at tage det til mig, ignorere det, forkaste det. Og hvorfor, ved jeg ikke.
Jeg ved ikke, hvad udbytte, jeg ser i ikke at pleje min krop og ignorere dens signaler, jeg ved ikke, hvorfor det er så fristende at fortabe sig i rutiner frem for rent faktisk at mærke efter, hvad der foregår…

I do not know.
Men jeg arbejder på det. Jeg ville blot fortælle, at det stadig er sindssygt svært, at fortiden har sat sit præg i den grad! Nu tror jeg bare, det handler om at lære at sige nej til fortiden, starte forfra; danne en ny ‘mig’. Og det kan ikke lade sig gøre, når jeg hele tiden piller mig selv ned med de mentale pisk! Det er nu på tide, at både pisken og fortiden smides i et sort hul, som de kan blive opslugt af, i stedet for at opsluge mig!

Kan kroppen virkelig godt finde ud af det?

Nu starter hverdagen for alvor igen! Jeg er tilbage på universitetet, og min hverdag kommer til at se meget anderledes ud, end den gjorde i sommerferien. Jeg skal ikke længere arbejde på fuldtid, men derimod bruge min tid og energi på stillesiddende læsning og lange forelæsninger.
For én som mig, virker det allerede meget frygtindgydende. Hvordan skal jeg leve uden al den hverdagsmotion, jeg har vænnet min krop til i løbet af ferien? Kan min krop finde ud af det? Kan min krop undvære den daglige cykeltur på 13 km (frem og tilbage på arbejde)? Kan jeg tillade mig ‘bare’ at droppe den motion/bevægelse, jeg plejer at få igennem arbejde, både når jeg cykler til arbejdet, og når jeg går rundt på arbejde? Kan kroppen tilpasse sig?
Det er selvfølgelig sådan, at jeg stadig skal på arbejde 4 dage om ugen, så i princippet skal cykelturen kun undværes 1 (max. 2) gange om ugen. Desuden skal jeg cykle til uni, så lidt får jeg kompenseret for de 13 km.. Det er derfor ikke den manglende cykling, der bekymrer mig, men nærmere selve hverdagen og dennes struktur.
Som ovennævnt, er al læsning stillesiddende og det samme med forelæsninger. Jeg kan umuligt få lige så meget bevægelse klemt ind i en hverdag med universitetsgang, som jeg får igennem arbejde. Og hvad skal jeg nu? Tør jeg stole på, at min krop selv kan justere? Skal jeg hvile i, at kroppen selv nok skal sige til, når nok er nok, og når den har brug for mere?
Jeg føler mig forvirret. Meget forvirret. Jeg ville ønske, at motionen (eller rettere større mængder af den) kunne inkorporeres i min hverdag med læsning. Jeg har forleden lavet en plan over mængder og varierende form for træning pr. uge. Jeg vil dog forsøge at klemme en længere gå- eller cykeltur i mine læsedage også.

Alt i alt må jeg dog stole på, at kroppen selv kan se sig ud af forandringer og kam tilpasse sig. (Og så må jeg selvfølgelig læse en hel masse om det, så jeg kan blive klogere på emnet og lære mere om, hvordan kroppen fungerer/reagerer.)
I dag synes jeg egentlig, at det madmæssigt var gået rigtig fint. Morgenmaden spiste jeg omkring 2 timer efter jeg stod op, og den bestod af en mikro-bolle med philadelphia og kyllingepålæg samt brie og pålæg og lidt grønt.

image

Inden jeg tog til forelæsning, spiste jeg de sidste blomkåls’dupper og 2 chickenwings fra i går aftes. Wings’ene var små og smagte af meget lidt, hvorimod blomkålen var meget lækker med en chili-dressing.
image

Min ‘rigtige’ frokost var en gulerodssalat med ristede mandler og sesamfrø med olie/lime-dressing.

image

Inspirationen er hentet fra bladet WOMAN; jeg addede et lille twist til salaten – den blev sindssygt lækker!
Inden træning spiste jeg et halvt stykke knækbrød med ost, og til aftensmad fik vi hjemmebragt sushi med hjemmelavede sticks!
Lækkerier, som jeg dog ikke spiste særlig mange af – jeg blev så hurtigt mæt!?

Måske kan kroppen godt finde ud af det alligevel..?

God mavefornemmelse i… en øm mave?

Til dem af jer, der havde fornøjelsen af at læse mit forrige indlæg behøver jeg ikke nogen lange forklaringer af, hvilke blandede følelser jeg havde i forbindelse med min træning i går.
Jeg følte mig træt i kroppen og egentlig ikke i træningshumør, men kunne af en eller anden mærkelig grund ikke give mig selv lov til at holde fri. Var jeg blevet hjemme fra træning, ville jeg nok få det ret skidt med mig selv og føle mig svag og doven, selv om jeg ved, at man ikke bliver de ting af at holde én hviledag hver 4.-5. dag. Dumme hoved altså…

Det hele endte dog med, at jeg kom i fitness, dog var jeg inderst inde meget bange for, at jeg underbevidst ikke ville give mig 100 % og få en dårlig træningsoplevelse. Fordi jeg ikke ønskede at overbelaste de største muskelgrupper (der i forvejen er lidt trætte af mig og min fitnessafhængighed *host* overtræning *host*), lavede jeg en forholdsvis kort (30 min) sekvens af core-træning, med både Les Mills-inspirerede øvelser og forskellige versioner af den hadede, dog højst nødvendige planke.

Det var en lang indledning, og nu til sagen, tak. Sagen en den, at jeg i morges vågnede med en lækker ømhed i mavemusklerne! Jeg kunne virkelig godt mærke, at jeg have lavet noget i går. Vildt god følelse, netop fordi træningen var så kort, helt ‘hjemelavet’ (nogle gange synes jeg, det kan være svært at presse sig selv, når man træner alene – derfor er jeg ret stor fan af holdtræning …), og på en dag,  hvor jeg følte, at overskuddet manglede. Trods at have haft oddsene imod mig, formåede jeg alligevel at skrue en effektiv træningssekvens sammen! God følelse! God mavefornemmelse!

… og god ømhed ! 😉

Mandagens morgen’pisk’

Kontroversiel titel, I know. Jeg kan dog allerede i første linje af dette indlæg forsikre, at den ikke vil indeholde kinky fortællinger med nogen form for pisk.

Pisken her er udelukkende mig selv; min selvkritik, min ofte alt for hårde selvkritik, der ikke kender til ordet eufemisme, og ikke er bleg for at fortælle mig, hvilket udueligt og dovnt dyr jeg er. At den lige skulle besøge mig en mandag morgen, denne kritikstemme, er hvad det er.
I morges drejede det sig om træning. Sidste uge formåede jeg at komme ud og træne 6 gange – 3 gange til holdtræning, og 3 gange selv. Jo, det synes jeg, er ok godt og acceptabelt, (nu skal jeg passe på med ikke at virke fanatisk igen!). Der er selvfølgelig altid et ‘men’. Mit ‘men’ kommer, når det drejer sig om hviledage. I den seneste tid har jeg døjet med mange symptomer på overtræning. Jeg har prøvet at vågne op midt om natten med smertefulde krampeanfald, min krop kan være så træt, at jeg nogle gange har det svært ved at cykle på arbejde, at strække mig om morgenen kan engang imellem gøre direkte ondt, fordi det føles som om musklerne er krympet sammen. Meget, meget ubehageligt… Dog stadig ikke nok til, at jeg lader mig selv hvile. Og spørg ikke, hvorfor, for jeg ved det ikke. Logisk kan jeg godt se, at min krop sender mig signaler om at stoppe op, tage en dyb indånding og tænke over, hvad jeg egentlig byder den. Jeg kan godt se, at det jo ikke engang nytter noget at træne ømme/overtrænede muskler, og det er som om den del af hjernen der er ansvarlig for at udsende denne information fungerer fint, men denne del af hjernen, der skal modtage og gøre noget ved sagen, er sygemeldt på ubestemt tid … Det har den været i lang tid, og så længe den er dét, kan jeg vist roligt regne med, at mentale pisk ikke forsvinder. Jeg må kæmpe med dem, jeg må høre på dem (de er jo trods alt en del af mig; jeg ønsker at komme i kontakt med min krop, dermed også alle mine tanker og give mig selv lov til nogle gange også have en dårlig dag, svær tanke, osv.), og jeg må selvfølgelig i sidste ende lære at håndtere dem…

Hvad skete der så i dag?

Jeg sagde til mig selv, at hvis jeg nåede at ordne alt praktisk i lejligheden og stadig havde rigelig tid inden jeg skulle på arbejde, måtte jeg bruge tiden i fitness. Jeg ville ikke kunne overskue at lade være med at træne og blive siddende hjemme på min flade bagdel. Det hele resulterede i, at jeg efter at have vasket tøj og hængt det op, støvsuget, gjort badeværelset rent, ryddet og vasket op, cyklet en tur for at have byttet et fejlkøb, stadig havde lidt tid, smuttede jeg i fitness. Jeg nåede dog kun at træne i omkring 30 minutter. De blev bestemt godt udnyttet, brugt for det meste på core-træning, hvilket jeg egentlig synes, var et godt kompromis mellem den kritiske og den sygemeldte hjernehalvdel 😉

Det kan virkelig være svært at sige nej til træningscravings. Jeg kan få det så skidt med mig selv, jeg kan faktisk blive seriøst ked af det … Derfor måtte resten af dagen (mere eller mindre bevidst) fokusere på at få rigtig næring, så jeg både blev mæt, og fik den gode mavefornemmelse omkring madvarerne.

Post-fitness måltidet var derfor en skål skyr blandet med avocado, krydret med kanel og lidt stevia. Avocadoen gav en noget mere cremet smag, og samtidig en sjov mynthegrøn farve. Smagen var himmelsk!
image

Frokost spiste jeg på arbejde, og i dag hyggede jeg med en Cæsar-salad med kylling, bacon, parmesanost og dressing. Mmm… (Og med god LCHF-samvittighed!)
image

Om aftenen blev der hygget med endnu en portion af den proteinrige avocadoacreme , så nu er jeg klar til at forlade bloggen med en god mavefornemmelse og forhåbentlig et tankevækkende indlæg!