Ændringer i dagsordenen

JEG GIVER IKKE OP, JEG STARTER FORFRA – fedt citat, der beskriver præcist, hvordan jeg har det lige nu. For jeg giver ikke op, jeg har bare fundet ud af, at det er på tide at finde en anden vej, en ny vej. Dét, jeg indtil videre har forsøgt, dét jeg har haft gang i virkede åbenbart ikke. Det betyder dog ikke, at jeg vender om, går ned med flaget. Det betyder, at jeg vælger at dreje i stedet for at gå lige ud ad en vej, der viste sig ikke at være vejen for mig.

Og hér taler jeg om mit LCHF-eventyr.

imageJeg ved godt, at hele indledningen kan virke mærkelig og lidt ’tilsløret’, og jeg skal nok uddybe det hele og gøre det klart for jer, søde læsere.

Som I måske selv har lagt mærke til, har jeg på det seneste ikke været særlig god til at få posts ud på bloggen. Jeg afprøver færre opskrifter, er ikke vildt aktiv eller kreativ i køkkenet, og så har jeg også haft ret meget at se til i forbindelse med min uddannelse. Netop fordi jeg på en måde tog lidt afstand fra mad og madlavning, kom der andre ting i fokus.

Jeg har tænkt meget på mit studie, jeg har spurgt mig selv, om kunsthistorie nu er det, jeg gerne vil. Jeg har tænkt, spekuleret, frem og tilbage. Jeg har inde i mit hoved gennemgået alt – studie, boligsituation, mit forhold, mit arbejde – alt! Jeg har brugt timer på at komme nærmere mig selv på den psykiske plan, og pludseligt skete der noget uventet! Jeg kunne mærke min krop på den fysiske plan også! Jeg kunne pludseligt mærke en træthed, en ømhed i benene efter en lidt for hård træningsuge, jeg kunne mærke min krop, jeg kunne mærke, at den var der, og at den sendte mig signaler.

Den sendte mig signaler om, at den havde brug for mig. Jeg har i al min planlægning, strukturering, min stræben efter at have alt under kontrol, glemt at lytte til min krop. jeg har glemt det, selv om jeg lovede mig selv, at det aldrig måtte ske igen. Men det gjorde det. Og sket er sket.

Jeg har gået lige ud ad en vej, som jeg troede var den rigtige for mig, og pludseligt standsede jeg og så et kæmpestort ‘WRONG WAY‘-skilt lige foran mig. Hvis ikke min krop har det helt godt kan jeg jo ikke være på rette vej. Og netop nu skal der ske noget. Netop nu skal jeg dreje for ikke at gøre det værre.

… så det gør jeg. Jeg drejer.

Jeg ønsker at kunne slippe kontrollen, jeg ønsker at kunne være mere mig selv, leve mere. Ikke alt behøver at være planlagt på forhånd, ikke alt behøves der være styr på. Der er mange områder, hvor jeg kunne blive bedre til at give slip, mærke mere efter, blive bedre ved mig selv. Ét af de områder – ét af de vigtigere – er min spisning. Jeg ønsker ikke at for- og påbyde mig selv en hel masse. Dem af jer, der har fulgt med på bloggen i længere tid ved, at jeg førhen har haft mindre dilemmaer med mig selv, om hvorvidt en streng kost som LCHF var noget for mig, eller om det blev for kontrolleret.

Jeg er nu kommet til den endelige erkendelse af, at det er det. Desværre. Jeg bliver for indelukket, jeg fanges af mine egne regler, de binder mig, og jeg kan ikke slippe dem igen.

Jeg skal skynde mig at sige, at jeg ikke har tænkt mig at fråde kulhydrater fra nu af. Min nye vej går bestemt ikke mod fastfood-kæder og E-numre. Jeg vil stadig gerne spise sundt, finde en balance i mine måltider og få et sundt forhold til mad. Og netop for at opnå et sundt forhold til mad må jeg slippe LCHF. Det fungerer for andre, det fungerede ikke for mig.

Og ved I hvad? Det er okay! – for jeg giver ikke op, jeg starter bare forfra et nyt sted!

Når man pludselig … ved for meget?

Jeg vil aldrig nogensinde lægge skjul på, at sund kost, kostvaner i det hele taget og sund livsstil er ting, som både betyder rigtig meget for mig som person i min dagligdag, men disse er også emner, som jeg simpelthen har en interesse for.
Jeg sætter mig gerne ind i forskellige kostplaner og -råd, læser gerne tips til kostændringer og tænker over, hvad det  egentlig er, min mund, min mave, ja, i sidste ende, hele min krop fyldes med.
Nu lyder det næsten som om jeg er en værre kostfanatiker; det er jeg ikke mere. Mine spiseforstyrrede tider har jeg lagt bag mig og ønsker bestemt ikke at gentage den tvivlsomme succes… Dog kan jeg (og vil heller ikke) løbe fra det faktum, at kost og næring stadig har betydning for mig. Jeg ved en del om emnet, og jeg lærer gerne mere, da jeg jo er af den overbevisning, at via at kigge nærmere på mine kostvaner, lærer jeg min krop bedre at kende, jeg kommer tættere på min egen krop, og derved kommer jeg tættere på mig selv – finder den gode mavefornemmelse! For mig har min passion for mad og næring derfor en positiv effekt. Netop, mig, positiv effekt for mig.

For hvad sker der, når ens viden bliver … for stor? Hvad sker der, når man pludselig ved for meget?

For ikke så længe siden, en fredelig morgen, skulle min kæreste til at spise morgenmad.  Han tog en pakke chokopops af en eller anden art, hældte noget mælk over og spiste det med stor velbehag. Jeg kunne mærke, hvordan jeg næsten blev lam indeni! Jeg frøs helt, og mine tanker kørte i ring. Nej, tænkte jeg, du aner jo ikke, hvad alle de sødestoffer gør ved dit blodsukker og dit energiniveau! Nej! Du ødelægger jo praktisk set hele din dag ved at hyggespise hvede med kakaopulver til morgenmad!!! Nej, nej, nej, tænkte jeg i mig selv, og havde næsten lyst til at tage skeen ud af hånden på min kæreste og stoppe ham i den livstruende gerning, han nu havde gang i. Var han klar over, at han næsten var til fare for sig selv, idet han indtog sin poppede morgenmad ?

Pludselig slog det ‘klik’ igen, og det var som om jeg i mit hoved kunne rewind’e hele situationen med mine tanker i form af en mystisk vioceover. Jeg fangede mig selv i at ‘vide for meget’ … Havde jeg ikke haft kendskab til, hvilke næringsstoffer i hvor store mængder der er i en chokomorgenmad, kunne jeg bare sidde og smile af min søde mand, mens han sad og spiste sine pops, men … nej. Kærestens uskyldige gerning blev gennemanalyseret, og i sidste ende var det næsten hårdt ikke at ‘gribe ind’ og oplyse ham om chokomadens skjulte fælder…

Dét tror jeg er, hvad der sker, når man ved for meget. Man glemmer, hvem det egentlig skal gavne at vide noget om mad og næring. Vi kommer nemlig nemt tiæbage til den gode mavefornemmelse – det er ikke sikkert, at min kæreste finder den gode mavefornemmelse ved at spise sundt ; det kan netop godt være, at hans gode mavefornemmelse kommer af at kunne give sig selv en chokomorgenmad engang imellem. (Det er da også en lækker ting, der, for mit vedkommende vækker dejlige barndomsminder!)

Af den grund skal denne blog ikke handle om sund kost eller en bestemt diæt. En skål chokopops og en smilende kæreste er nemlig nogle gange det eneste, der kan gøre maven glad!