Omvendt ØV-morgen

Så skete det igen! Planerne røg i vasken – igen, igen. Når jeg om aftenen lægger en mindre plan for, hvordan den næstkommende dag skal se ud, er alting altid helt perfekt inde i mit hoved. Og så møder jeg hverdagen og alle de forudlagte planer ser anderledes ud. De ryger mere eller mindre ALTID i vasken, og … Ja, hvordan skal dét lige takles?

I søndags skulle jeg møde tidligt på arbejde, og jeg vidste, jeg skulle have en heldags vagt. Derfor havde jeg planlagt at smutte i fitness lige så snart de åbnede (6.00) og få en god, lang omgang LISS-træning. Jeg havde trænet skiftevis styrke og cardio hver dag fra mandag til fredag, holdt helt fitnessfri lørdag og havde planlagt at holde en ‘hviledag’ med let træning (LISS) søndag.

God plan, ikke? Jo, jo – planen fejlede ingenting. Ud over, at jeg ikke kunne holde den! Jeg faldt i søvn over lektier lørdag aften og fik derfor ikke stillet vækkeur til om søndagen. Jeg vågnede derfor alt for sent til at tage i fitness, og derfor…

PANIK! Hvad skal jeg nu? Planen røg, jeg når ikke at træne – godt nok var det let træning, men jeg havde regnet med at få det træningspas gennemført!? I et øjeblik var jeg helt rastløs, jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv, det ramte mig virkelig hårdt! Jeg blev super påvirket af ‘plan-svigt’, mere end jeg selv har lyst til at indrømme…

Og jeg stod i denne elendighedsøjeblik og pludseligt tænkte jeg tilbage på dette blogindlæg af Charlotte, jeg havde læst forleden dag. Et blogindlæg om, hvordan man skal håndtere plansvigt, hvordan man kan vende en ØV-oplevelse til noget positiv. Man kan faktisk blive helt overrasket over sine egne evner til at gøre en skidt oplevelse god igen, for ved I hvad? Der skal ikke meget til – hvor der er vilje, er der vej.

Det var præcis hvad jeg sagde til mig selv søndag morgen, da vækkeuret ikke ringede, og jeg stod forvirret midt i min lejlighed. Det kan godt være, at planen røg i vasken, men alt kan jo reddes! Og min situation var ingen undtagelse.

Jeg var selvfølgelig under tidspres, så jeg skyndte mig at tage det første og bedste stykke træningstøj på og løb ud ad døren. Normalt løber jeg aldrig, men dette var et særtilfælde. Jeg kunne kun nå at løbe i en lille halv times tid – faktisk kun 25 minutter, før at jeg skulle begynde på at gøre klar til arbejde. Jeg udnyttede også hver eneste sekund af min lille tur. Jeg kom samlet op på omkring 4 kilometer, hvilket jeg synes, er okay for en dedikeret ikke-løber. Jeg fik ikke dét træningspas, som jeg havde planlagt og ønsket, men jeg fik mig da en løbetur! Og dét er bestemt bedre end ingenting.

Efterfølgende var jeg helt stolt – bestemt ikke af mine løberesultater, men af selve det faktum, at jeg formåede at komme meden alternativ løsning, som gjorde mig glad! Jeg formåede at fejle og rette op på fejlen, og jeg kan love jer – det føltes som en million!

(Eftermid-)dagens budskab er derfor som på det vedhæftede billede – du er dén, der skaber dine muligheder – hvor der er vilje (og en smule kreativitet 😉 ), er der virkelig vej!

– God aften søde læsere!

Reklamer

Hjemkomsten er nu nær

I dag er vores sidste dag i Marrakech. Ferien er ved at være slut, og for mit vedkommende er det allerede på søndag, at hverdagen (med arbejde) starter igen. Jeg er sikker på, at jeg får en god start efter ferien, jeg kommer jo tilbage til noget velkendt, noget jeg faktisk godt kan lide, et sted med gode kollegaer, og ud over dét, er det nok på tide at komme i gang igen!
Derfor mærker jeg stadig en vis nervøsitet; ligesom den fangede mig inden afrejsen, lige så vel fanger den mig nu, dog af andre grunde. Jeg er bange for at fortabe mig i hverdagens opgaver. Jeg er bange for at glemme mig selv et sted mellem vasketøjet, indkøb og kompendielæsning. Jeg er bange for, at det hele pludselig slipper, og min værste, og samtidig den mest velkendte fjende – stress, dukker op.
Jeg synes, at ferien hér har givet mig sådanne gode muligheder til at passe på mig selv, lytte til min krop, se og forstå dens signaler, osv.. Nu frygter jeg, om opgaverne ikke gør mig blind over for min krops ønsker og dens råb om hjælp i pressede situationer. Jeg vil så gerne kunne tage vare på min krop, som for det første tjener mig så fantastisk godt, og som for det andet ikke altid har haft det nemt med mig, for jeg har en tendens til at presse den til dens yderste, hvilket nok er godt, hvis man taler om sportspræstationer, men ikke om søvnmangel og overtræning…

Jeg sidder derfor nu og kigger ud i fremtiden og prøver at finde en måde, hvorpå jeg kan sikre min krop og mit sind gode forhold, når vi kommer hjem. Jeg taler meget om det med min søde mand, som hjælper mig og lover at passe på mig og hjælpe yderligere, når vi er hjemme igen. Jeg er dog næsten panisk i mine tanker efter en slagplan – jeg vil så gerne have det sat op, punkt for punkt, hvad jeg skal, bare have et manual, jeg kunne følge…

Hvis dette bare var så nemt! Selvfølgelig kunne jeg sætte mig ned og skrive en liste, fortælle mig selv, at jeg skal 1. undgå stress, 2. sove mindst 7-8 timer hver nat, osv., osv.. Men sådan noget holder jo aldrig! Når stress opstår, skal man kunne håndtere den, når man ikke får nok søvn, burde man sørge for, at kroppen alligevel kan få den nødvendige hvile på en anden måde. Man kan ikke bare lave en liste til den slags. Det et netop i disse situationer, at man (jeg) skal mærke efter. Og netop dét er det sværeste!
Hvordan finder man tid til at mærke sin krop, når der foregår 17 andre ting omkring én, og 9 af de 17 ting er man selv ansvarlig for?

Det hele er nemt nok på en ferie, hvor alt drejer sig om at få slappet af og nyde bare at være til. På en ferie kan man altid stoppe op og rette op på, hvad man ellers gør ‘forkert’. Der er altid tid til hvile, der er altid plads til hvile. Hvordan skal al den tid og al den plads kombineres ind i min hverdag? Det danske døgn har altså kun 24 timer – her slapper jeg af i 15-16 af dem og sover for resten. Denne fordeling kan jo så af gode grunde ikke fungere hjemme i Danmark, men der må være en måde hvorpå hvile kan blive en del af min københavnske hverdag!

Kald dette indlæg for uafsluttet, men jeg kan ikke komme med en opsummerende pointe eller punchline, at selvfølgelig skal det hele nok gå, så længe vi får tilstrækkeligt med vitaminer og husker at trække vejret dybt. En ligegyldig afslutning/opsummering, som ville gøre både mig og den potentielle læser glade og rolige. Not gonna happen, fordi jeg simpelthen ikke sidder med svaret på mit dilemma. Lad os i stedet se på det som et projekt, et eksperiment, en undersøgelse.
Jeg må fra nu af kæmpe for at få hvilen ind i hverdagen, og om det lykkes, kan jeg hverken svare på, eller spå om. Det eneste jeg har at gøre godt med er min selvbevidsthed, bevidsthed om, hvad stress kan gøre, hvordan jeg kan miste mig selv i hveragens store og små udfordringer. Jeg håber, at denne selvbevidsthed er et udgangspunkt, et sted at starte, et fundament…
Den er i hvert fald mit eneste værktøj lige pt…