I aftes kunne man følge med i 2. afsnit af ‘Dem, der gør os fede‘ på DR2. Denne gang handlede det om supersizing, et fænomen, der nu er nået hele verden, og ikke længere er noget, vi finder usædvanligt.
Selv i lille Danmark (hvor fænomenet – sammenlignet med USA – kun eksisterer i en meget lille grad) er vi blevet vant til, at der stadig serveres større og større portioner. Vi kan få ‘menuer’ alle steder; vi er som forbrugere/kunder blvet ofre for alle dem, der ønsker at sælge os mere. Vi ‘proppes’ – mentalt og fysisk – til vi ikke kan mere, men selv om vi ikke kan, vil vi stadig gerne have mere. Som kunde/forbruger er man helt ‘hypnotiseret’, magten er taget fra os; de store producenter har ordet nu.
At vores – forbrugeres/kunders sundhed påvirkes; at risikoen for farlige livstilssygdomme øges, og at vi i højere grad end nogensinde trues af fedmeepidemien, alt dette er producenter mildest talt ligeglade med. Salg er salg, og vi mennesker kan vel selv styre vores indtag?
Sagen er dog, at det kan vi ikke…
De ‘opgraderede’ portioner (opgraderede på både madmæssig portionsstørrelse og kaloriemængden) giver os lyst til at spise mere. I sidste ende vænner vi derfor vores kroppe til de store portioner og ender med at kræve større mængder mad. Og nu, hvor maden er tilgængelig overalt og på alle tidspunkter af døgnet bliver disse ‘cravings‘ utrolig nemme at tilfredsstille. Man skal ikke længere end til den næste gadehjørne, før man støder på et sted, der sælger lækre fristelser, som den moderne forbruger ikke længere kan modstå…
Vi fristes konstant med mad, lokkes til med store portioner (til billige penge, hvilket i den grad appellerer til de moderne – og kriseramte? – danskere…). De lokkende tilbud er desværre ofte stærkere end den sunde fornuft, og mange de fleste falder i…
Derfor synes jeg stadig, at det er godt initiativ af DR at gøre os opmærksomme på problemet; har I et øjeblik, se programmet igennem! Den er en god øjenåbner, og samtidig kan den virke motiverende og vise, hvor vigtigt det er at tænke over, hvordan vi lever, og hvad vi propper i munden.
En hel masse stof til eftertanke, og ikke mere fra mig for i aften!