Sundt og hurtigt – godt morgenmadstip!

Godmorgen læsere!
De fleste af jer har nok nået at få morgenmad allerede, men derfor vil jeg gerne dele ét af mine sunde tips med jer; I kan altid bruge den i morgen!
Tippet er til et mere mættende morgenmad, dog uden alt for mange overflødige kalorier – det var da brugbart, ikke?

image

Det fine tip er simpelthen at putte lidt rugkerner i din yoghurt. Jeg bruger nogle fra Finax, der ikke behøver at blive lagt i blød. De får selvfølgelig en struktur, der er nemmere at tygge i, hvis man lader dem trække lidt væske i sig, men de er bestemt egnet til at blive spist uden at skulle iblødsættes. De får blot bare lidt bid, når man spiser dem ‘tørre’.
Kernerne gør, at yoghurten får noget, du kan ‘sætte tænderne i’, og for mit vedkommende er det også et fantastisk mentalt trick, fordi jeg tygger på noget og bliver derfor bedre og hurtigere mæt, end hvis jeg kun spiste yoghurt (uden drys på).
image
I morges fik jeg derfor en portion græsk yoghurt med rugkerner samt et spejlæg med flødeharvati. Lækker start på dagen, dét kan jeg love jer!
Knus
SundeMy

Reklamer

Glutenfrie hirseboller – SMÆKKERT OG HVEDEFRIT

Som de faste læsere godt ved, har jeg i sommers fundet ud af (efter 20 års uvidenhed), at jeg ikke kan tåle hvede og i mild grad også er glutenintolerant. (Mere om dét hér.) Jeg forsøger mig derfor frem med en hvedefri kost og prøver i den grad også at udelukke gluten.
Dog synes jeg, at man engang imellem kan savne lidt ‘at tygge i’, altså lidt brød. Men jeg kan fortælle jer, at alt afsavn var væk med disse darlings!

image

Det er hirseboller bagt på hirseflager og grovvalsede havregryn (blendet til mel). Mit udgangspunkt var disse lækre hirseboller fra Naturbageriet.
image

De værner dog (klart) om deres opskrifter, så jeg har ikke kunnet få en vejledning til, hvordan man laver nøjagtigt disse boller.
Jeg har dog fundet en opskrift på nettet og modificeret den lidt efter egne behov og muligheder. Resultatet blev ganske fremragende, jeg er virkelig godt tilfreds! Bollerne var hvedefrie og indeholdt kun spor af gluten. (Man kan ikke være sikker på, hvor meget gluten ens havregryn indeholder; vil man være sikker på en glutenfri version, anbefaler jeg at bruge havremel fra helsekostforretninger, hvor de kan garantere, at der ikke er gluten i havremelet.)

Det var en kort ‘introduktion’, og nu får I opskriften!

Du skal bruge:
75 g hirseflager
1 dl vand
10 g gær
1 dl mandler
150 g havregryn eller havremel
3 spsk græskarkerner
2 dl plante- eller laktosefri mælk
2 spsk HUSK
2 gulerødder
1 spsk god olie (helst flydende) – jeg brugte arganolie til madlavning
Rosiner (så mange, som du nu lyster)
Lidt salt

Fremgangsmåde:
Hæld vandet over hirseflagerne og lad dem stå og trække. Blend mandler til mel. Gør det samme med havregryn, hvis ikke du bruger færdig havremel. Riv gulerødderne. Rist græskarkerner på en tør pande indtil de begynder at ‘poppe’ og får lidt bid.
Varm mælken en smule op og opløs gæren deri. Put lidt salt i. Vend hirse’pulpen’ og HUSK deri. Tilsæt ‘mandelmelet’, de revne gulerødder, rosiner og havremelet. Hæld olie over og ælt dejen.
Lad den stå i skålen, tildækket med en klud og lad den hæve i ca. 30 – 45 min.
Tag dejen op, form bollerne og lad dem efterhæve på en bageplade, tildækket med et viskestykke, i ca. 1 time.
Tænd ovnen på varmluft, 215 ° og bag bollerne omkring 25 minutter.

Velbekomme!

– de kan sagtens opbevares på køl; det gør ikke noget ved smagen. Jeg vil også tro, de er fryseegnede, jeg har dog ikke selv prøvet 🙂

Verdens mest mættende morgenmad – LCHF og palæo

Når man den ene dag er lidt presset, når det gerne må gå hurtigt med madtilberedning, men samtidig ønsker man et godt morgenmåltid, der holder en mæt og holder blodsukkeret stabilt, er nedenstående en drømmeløsning – stenalderbrød med fed ost og 2 spejlæg!image

I går havde jeg en meget hektisk dag. Sammen med mit hold fra studiet skulle vi til Göteborg for at se Biennale, som er en ‘bevægende’, midlertidig kunstudstilling / -festival, der bliver holdt hver 2. år. Vi skulle op og se udstillingen, hvilket krævede, at man på én dag kom fra København til Göteborg og tilbage igen – samlet omkring 700 km (medregnet den bykørsel, der også skulle til, fordi Biennalen foregår flere forskellige steder i byen). Jeg stod for at være chauffør, og dette skulle der en del forberedelse til. Derfor ingen tid til at kigge fobi bloggen og sende Jer en sund hilsen.

Jeg vil dog prale lidt med, hvad jeg fik at spise i går – eller rettere, hvad jeg fik til morgenmad. I og med vi skulle være på tur hele dagen, og jeg måtte endnu tidligere op, end jeg plejer for at få styr på bilen og andre praktiske ting, var der ikke tale om at nå træning overhovedet! Jeg valgte derfor at lægge min hviledag ind hér.

Dog vidste jeg, at den lange køretur også kom til at kræve energi, og når man skal af sted så lang tid og køre i uvejr, dur det ikke, at ens blodsukker pludseligt daler. Jeg måtte derfor finde et morgenmåltid, der kunne holde blodsukkeret på et stabilt niveau, og det er i den grad lykkedes!

Jeg fik 3 små stykker (svarende til 1 – 1,5 almindelig skive) stenalderbrød beklædt med flødeharvari og med to spejlæg på toppen. Det smagte helt fantastisk! Mætheden kom meget hurtigt, men den holdt også over 5 timer, og til frokost kunne jeg nøjes kun med at få gulerødder dyppet i hummus.

Jeg kan helt klart anbefale denne lækre morgenmad, den gør kun godt for blodsukkeret! jeg havde desuden haft en sætning i hovedet: Spis som en dronning til morgenmad, som en prinsesse til frokost og som en fattigmand til aftensmad – og ved I hvad? Dét holder!

Hav en dejlig fredag!

Morgenmad med protein, sunde fedtstoffer og masser af smag

Jeg synes, at der nogle gange virkelig kan være svært at finde den optimale morgenmåltid. Det er vigtigt for mig at spise noget, der mætter, men samtidig har jeg sjældent lyst til ‘rigtig mad’, lige når jeg vågner. Jeg er mere typen, der får kvalme ved duften af bacon inden klokken slår 1, så morgenmad á la ‘eggs ‘n bacon’ er helt udelukket. Jeg fandt derfor på dette hér fine måltid, sprængfyldt med proteiner, super velsmagende, mættende og med gode fedtstoffer!

image

Denne her skål indeholder en portion skyr, som jeg fik blandet opmed lidt stevia og chiafrø for at få lidt ekstra fedtsyrer og fibre i min morgenmad. Jeg toppede det hele med hjemmelavet crumble, som består af havregryn, tørrede æbler, hørfrø og kokosmel. Til sidst smed jeg lidt æblemos og en spiseskefuld hjemmelavet peanutbutter på toppen, og jeg kan love jer, jeg fik den lækreste morgenmad ud af det!

Jeg kan virkelig godt lide at starte dagen med en ordentlig portion proteiner, som skyr jo er den perfekte kilde til. Jeg synes dig rigtig godt om at få lidt sødt til morgenmad, så jeg pifter gerne min skyr/græsk yoghurt/fromage fraiche med lidt naturlige sødestoffer. Det er ikke altid, jeg putter chiafrø i, men i dag skulle morgenmaden virkelig være mættende! Blandingen af æble, kanel og penutbutter er helt genial, og kan virkelig anbefales! Det er så lækkert, og peanutbutter tilføjer lidt fedt til den ellers fedfattige morgenmåltid. Det eneste, jeg skal passe på med er mængder afmit morgencrumble, den er hjemmelavet, og jeg ved udmærket godt, hvad der er i, men derfor er det et voldsomt shot kulhydrater fra morgenstunden! Dét skal jeg lige holde øje med!

Jeg ved desuden ikke, om I har bemærket det, men jeg er så småt ved at genoptage et mere venligt relation til kulhydrater. Jeg er begyndt at spise lidt havregryn, f.eks. som drys på skyr eller når jeg bager LCHF pizzabunde. Derudover er frugt kommet tilbage – jeg kan simpelthen ikke holde mig fra eftrrårets fristelser som de lækre og saftege pærer og æbler. Derudover leger jeg med tanken om at få lavet nogle energibarer af dadler og chiafrø, som nok heller ikke bliver helt lowcarb.

For mig er det bare meget vigtigere at have et sundt forhold til mad, frem for at på- og forbyde sig selv en hel masse ting. Hvis ikke jeg føler for at spise flødeharvati og græsk yoghurt 10% til morgenmad, skal jeg heller ikke gøre det, bare fordi jeg vil følge bestemte kostprincipper. Nej! Slut med den usunde sundhed, jeg vil have lov at spise knækbrød med ost og få havregryn til morgenmad! Og nu må jeg passe på, jeg ikke bliver for oprørsk, at jeg ikke bare kaster mig ud i the carb-jungle og mister kontrollen igen. Jeg bliver nødt til stille og roligt at genfinde balancen – det handler jo om mig og mit velvære!

Knus til jer og god tirsdag aften!

Breakfast inspiration ♡

image

Hér lidt madinspiration fra mig – tre skønne morgenmadsforslag.
Nr. 1. Er mikro-bolle, dvs. malede kerner, der blandes med æg og bagepulver og ‘bages’ i mikroovn. På billedet med flødeharvati og pålæg samt philadelphia og agurk.

Nr. 2. Er chia-grød toppet med tørristede 5-korns flager og tørrede tranebær.

Nr. 3. Er hjemmebagt knækbrød smurt med philadelphia med avocado, toppet med en halv skive røget laks og en halv skive røget helleflynder.

Var der noget, der fristede?

Regnfuld start på eventyret

Så blev det morgen, dag 1 – vi havde sovet ganske forfærdeligt, hvilket nok havde gjort os noget, hvis ikke vi var på ferie. Det regner faktisk også en hel del, og alt ser bare gråt ud. Vi smågriner af det, og får lidt at spise (jeg får ret meget, fordi jeg altid er mest sulten om morgenen, i modsætning til min kæreste, som finder det fysisk umiligt overhovedet at tygge på maden inden klokken slår 9!).
Mit ferie eventyr startede med en portion  hytteost, denne gang med både blåbær, goji-bær og mandelflager, og dertil blødkogt æg.
image

Fantastisk lækkert, nærende og mavevenligt!
Nu er jeg klar på resten af dagen; så må vi se, hvad den bringer!

At slikke skeen ren – ganske ineffektivt, dog lækkert alternativ til håndopvask!

Indrømmet! Jeg er én af dem, der inderst inde stadig er 3 år gamle, når det kommer til madlavning og en vis selvdisciplin i forbindelse med det! Jeg kan ikke (som i jeg finder det umuligt) at stå i køkkenet og lave mad, og ikke smage på/ tage en bid af dét, jeg er i gang med at forberede. Jeg synes, der er noget hyggeligt over at gøre det, og så får jeg også lov at smage på alle lækkerier, og så ved jeg, hvad jeg kan glæde mig til, når vi skal spise! Hvis jeg til den tid endnu ikke har spist mig propmæt i mine, egentlig knap så uskyldige ‘smagsprøver’.
Samme mønster kan anvendes på alle skeer, som jeg bruger i madlavningen.  Ikke en eneste bliver lagt i vasken uden at det ligner, at den faktisk er blevet vasket af.
Og ja … Jeg kan godt se, det er en åndssvag ting at gøre, jeg kan godt se, at det er extra kalorier indenbords, og jeg kan godt se, jeg kan nå at spise mig halvmæt inden vi rigtig skal have mad, men … På den anden side er det præcis den slags der gør, at jeg synes, at det er hyggeligt at lave mad. Netop fordi jeg kan være 100 % mig selv, hygge mig med min mad, mine små særheder og min nipperi-afhængighed!

Men hvor kommer hele prædikenen fra? Jo, i morges da jeg lavede min mynthegrøn-farvet skyr-creme, kunne jeg faktisk ikke nøjes med at slikke skeen ren 😉 Hele blenderen blev ‘renset’ for creme-rester, and I’m not even sorry! Dagens budskab må derfor være, at sundhed er at slikke skeen ren! (Sådan engang imellem… ;-))

Og nu, hvor jeg har pralet af, hvad min morgenmad delvis bestod af, kan jeg lige så godt give et fotografisk bevis på måltidet!
image

Ud over min skyr-creme fik jeg en hørfrø bolle med avocado, som er fantastisk nem at lave!
Ingredienser:
2 spsk. Hørfrø
1 æg
Lidt creme fraiche
0,5 tsk. HUSK
0,5 tsk. Bagepulver
Lidt salt

Hørfrø blendes til mel, og alle tørre ingredienser blandes sammen. Ægget piskes sammen med creme fraiche i en lille skål, (der kan tåle at blive sat i mikroovn), og i æggeblandingen hældes den tørre ‘mel’blanding.
Bollen ‘bages’ i mikroovn i ca. 1,5 minut ved fuld kraft (jo ‘svagere’ ens mikroovn er, jo længere skal bollen have).

Med en hurtig gennemgang af min morgenmad, vil jeg ønske Jer en god aften – husk at nyde jeres madstunder; i sidste ende er det nydelsen, der giver en god mavefornemmelse!