Sundhed er også tanker

Vi er så optaget af, at sundhed udelukkende er dét, der ligger på vores tallerken eller dét, vi laver nede i fitnesscentret. Kalorier, makronæringsstoffer, maksimal puls, osv.. Alt dette forbindes med en sund livsstil, og (jo, jo) det er da også en del af det – det kommer vi ikke uden om. En velfungerende krop, et rationelt forhold til mad, alt dette gør os mere sunde og ‘nærer’ os. Men den ‘praktiske’ del er langt fra den vigtigste.

image

Jeg kæmper lidt med mig selv, lige pt.. Jeg har i længere tid været optaget af alt det ‘praktiske’, det, der kan ses. Jeg har gpet meget op i min kost og motion, jeg har passet på min krop, plejet den. Jeg har sovet tilstrækkeligt mange timer, varieret min træning, spist sundt, alt ‘efter bogen’. Og jo, jo – det gav da også resultater. Min krops muskulatur er blevet tydeligere (jeg bliver aldrig bodybuilder-typen, men det er rart at kunne se, at mine arme ikke længere ligner to tændstikker, men at der er kommet lidt muskelfyld på), jeg har åbnet mine øjne for nye former for træning, lært min krop bedre at kende. Men … hvad med det andet?

Hvad med den sjæl, der sind, der nogle gange kan have det ubeskriveligt svært at følge med?

Netop. Jeg bliver nædt til lige at standse mig selv, sige stop, reflektere. For selv om jeg har opnået flotte resultater, selv om min krop tjener mig fantastisk godt og jeg inderst inde er glad for den, er det som om jeg glemmer det til dagligt. Jeg er så ofte utilfreds, jeg sammenligner mig selv med andre, jeg vil have mere, jeg vil være bedre, det bliver aldrig godt nok. Og hvorfor ikke dét? Hvorfor sætter jeg ikke pris på det arbejde, jeg selv har udført? Jeg glemmer det helt – det er som om jeg mentalt slet ikke er med. Og det går ikke.

By changing your mind, you can change everything – helt sikkert sandt! Men hvorfor er det sp svært at ændre ens indstilling? Hvorfor kan jeg ikke bare sige til min hjerne: ‘Hey, fra nu af anerkender du dig selv og din krop, slut med for høje krav og store forventninger, ikke mere fra nu af.’ Ja, det kan jeg ikke. Ikke bare sådan lige, i hvert fald…
Men på den anden side er der vigtigt at arbejde på, det er vigtigt at huske sig selv på, at der altså er én, der ikke kan følge med. Der er én, der lige er lidt langsom, en skadet spiller, som man lige skal tage hensyn til. Ved at få det ud på bloggen, gøre der ‘offentligt’ prøver jeg i lige så høj en grad at lyde overbevisende over for mig selv. Det er så svært at ændre sin holdning, men hold nu op, hvor ville det gavne mig! Jeg ville netop kunne ændre alt – man kan kun være et sundt menneske, hvis man har et sundt sind, og for mit vedkommende er vi der altså ikke helt endnu.

Jeg vil derfor have dette her citat in mente, huske mig selv på, hvad der er vigtigst for mig, hvor mit fokus burde ligge. At det netop ikke skal være makronæringsstoffer og kulhydratindholdet, men nærmere velvære, mindfulness, ro, som min krop mangler.

Hav en skøn weekend, og jeg håber, jeg satte nogle tanker i gang. Skriv endelig en kommentar i feltet – kan I finde roen i jer selv?

Hjemkomsten er nu nær

I dag er vores sidste dag i Marrakech. Ferien er ved at være slut, og for mit vedkommende er det allerede på søndag, at hverdagen (med arbejde) starter igen. Jeg er sikker på, at jeg får en god start efter ferien, jeg kommer jo tilbage til noget velkendt, noget jeg faktisk godt kan lide, et sted med gode kollegaer, og ud over dét, er det nok på tide at komme i gang igen!
Derfor mærker jeg stadig en vis nervøsitet; ligesom den fangede mig inden afrejsen, lige så vel fanger den mig nu, dog af andre grunde. Jeg er bange for at fortabe mig i hverdagens opgaver. Jeg er bange for at glemme mig selv et sted mellem vasketøjet, indkøb og kompendielæsning. Jeg er bange for, at det hele pludselig slipper, og min værste, og samtidig den mest velkendte fjende – stress, dukker op.
Jeg synes, at ferien hér har givet mig sådanne gode muligheder til at passe på mig selv, lytte til min krop, se og forstå dens signaler, osv.. Nu frygter jeg, om opgaverne ikke gør mig blind over for min krops ønsker og dens råb om hjælp i pressede situationer. Jeg vil så gerne kunne tage vare på min krop, som for det første tjener mig så fantastisk godt, og som for det andet ikke altid har haft det nemt med mig, for jeg har en tendens til at presse den til dens yderste, hvilket nok er godt, hvis man taler om sportspræstationer, men ikke om søvnmangel og overtræning…

Jeg sidder derfor nu og kigger ud i fremtiden og prøver at finde en måde, hvorpå jeg kan sikre min krop og mit sind gode forhold, når vi kommer hjem. Jeg taler meget om det med min søde mand, som hjælper mig og lover at passe på mig og hjælpe yderligere, når vi er hjemme igen. Jeg er dog næsten panisk i mine tanker efter en slagplan – jeg vil så gerne have det sat op, punkt for punkt, hvad jeg skal, bare have et manual, jeg kunne følge…

Hvis dette bare var så nemt! Selvfølgelig kunne jeg sætte mig ned og skrive en liste, fortælle mig selv, at jeg skal 1. undgå stress, 2. sove mindst 7-8 timer hver nat, osv., osv.. Men sådan noget holder jo aldrig! Når stress opstår, skal man kunne håndtere den, når man ikke får nok søvn, burde man sørge for, at kroppen alligevel kan få den nødvendige hvile på en anden måde. Man kan ikke bare lave en liste til den slags. Det et netop i disse situationer, at man (jeg) skal mærke efter. Og netop dét er det sværeste!
Hvordan finder man tid til at mærke sin krop, når der foregår 17 andre ting omkring én, og 9 af de 17 ting er man selv ansvarlig for?

Det hele er nemt nok på en ferie, hvor alt drejer sig om at få slappet af og nyde bare at være til. På en ferie kan man altid stoppe op og rette op på, hvad man ellers gør ‘forkert’. Der er altid tid til hvile, der er altid plads til hvile. Hvordan skal al den tid og al den plads kombineres ind i min hverdag? Det danske døgn har altså kun 24 timer – her slapper jeg af i 15-16 af dem og sover for resten. Denne fordeling kan jo så af gode grunde ikke fungere hjemme i Danmark, men der må være en måde hvorpå hvile kan blive en del af min københavnske hverdag!

Kald dette indlæg for uafsluttet, men jeg kan ikke komme med en opsummerende pointe eller punchline, at selvfølgelig skal det hele nok gå, så længe vi får tilstrækkeligt med vitaminer og husker at trække vejret dybt. En ligegyldig afslutning/opsummering, som ville gøre både mig og den potentielle læser glade og rolige. Not gonna happen, fordi jeg simpelthen ikke sidder med svaret på mit dilemma. Lad os i stedet se på det som et projekt, et eksperiment, en undersøgelse.
Jeg må fra nu af kæmpe for at få hvilen ind i hverdagen, og om det lykkes, kan jeg hverken svare på, eller spå om. Det eneste jeg har at gøre godt med er min selvbevidsthed, bevidsthed om, hvad stress kan gøre, hvordan jeg kan miste mig selv i hveragens store og små udfordringer. Jeg håber, at denne selvbevidsthed er et udgangspunkt, et sted at starte, et fundament…
Den er i hvert fald mit eneste værktøj lige pt…