Opskrift ☆ lakridsskyr LCHF

image

Når man føler, sådan helt inderligt, at man har brug for en god, og ikke mindst lækker start på dagen, er denne opskrift helt perfekt!
Da skyr indeholder en del protein, kan den med fordel spises efter træning (hvis man f.eks. træner om morgenen og ikke er så god til at få spist noget inden). Morgenmaden mætter godt, smager fantastisk og nærer din krop!
Hvad kunne man mere ønske?

Du skal bruge:
Skyr (græsk yoghurt 10 % kan med fordel bruges som erstatning)
Lakridspulver
Sukrin Gold
Mandler

Evt. Lidt olie for at få skyrs fedtindhold op.

(Jeg sætter ingen mål på opskriften, da hvor meget lakridspulver der bruges er en smagssag, og hvor meget skyr man kan spise varierer også 😉 )

Fremgangsmåde:
Hak mandlerne og rist dem på en tør pande. Bland skyr med lakridspulver, sukrin og tilsæt evt. olie.
Drys med tørristede mandler og ha’ en dejlig morgen!

image

Her er min morgenmad: lakridsskyr i selskab af et spejlæg med pepperoni og en skive flødeharvati.
Mums ♡

Go’ morgenboller

image

Min morgen startede i dag med en times Stram Op. Timen var mindre udfordrende, end jeg havde regnet med, men derfor skulle der stadig spises (gerne lækker) morgenmad inden arbejde.
Jeg prøver stadig at holde mig fra alt for store mængder æg, men i og med jeg havde et par æggehvider i køleskabet, kastede jeg mig ud i et bage – projekt.

Du skal bruge:
(Opskrift til 4 boller)

1 dl sesamfrø
0,3 dl chiafrø
0,5 dl soyamel
2 spsk proteinpulver (jeg bruger soya-protein)
1 dl hytteost
2 æggehvider
1 tsk bagepulver
1 tsk husk (den gule)
Salt

Evt. Lidt vand

Fremgangsmåde:
Tænd ovnen på 180°.
Kværn sesamfrø til mel og tilsæt soyamel, chiafrø, proteinpulver, husk og bagepulver.
Blend hytteosten fri for klumper og bland med ‘mel’blandingen samt æggehviderne. Put lidt salt i og tilsæt evt. Lidt vand, hvis du føler, at dejen er for tyk.

Lav 4 boller (brug evt. 2 spiseskeer, for dejen er lidt klistret), læg dem på en bageplade og bag dem i ca. 15 minutter til de er gyldne. Sluk for ovnen og giv dem gerne ca. 5 minutter på eftervarme.

Velbekomme ♡

image