Skøn vegetar-middag ♡

Bedre sent end aldrig – lidt vegetarisk ‘madinspo’, som jeg håber, I kan bruge til noget 😉

image
I know, I know – der går alt for lang tid mellem mine posts, men eksamenslæsning og andet praktisk fylder en del på det seneste. Dog bliver der ikke skåret på lækkerierne, og på det seneste har jeg eksperimenteret lidt med vegetarisk mad, som I også kan læse her.

For et par dage siden blev det derfor til denne skønne middagsret: bagte rodfrugter med timian, avocadocreme og hjemmelavede falafler. Skøn, skøn ret, og så nem at lave!

Rodfrugter skal vendes i olie og drysses med timian og sætes i ovnen ved 200° i ca. 30 minutter.
Avocadocremen er avocado most med lidt creme fraiche og tomat (det giver lidt mere smag, synes jeg!)
Falafler laves af kikærter, der blendes med spidskommen, koriander, hakket frisk persille, salt og (evt. Cayenne) peber, hvorefter du tilsætter et æg i blandingen og steger falaflerne i olie.

Jeg håber, jeg har givet jer lidt veggie-inspiration!
Knus
SundeMy

Sundt og hurtigt – godt morgenmadstip!

Godmorgen læsere!
De fleste af jer har nok nået at få morgenmad allerede, men derfor vil jeg gerne dele ét af mine sunde tips med jer; I kan altid bruge den i morgen!
Tippet er til et mere mættende morgenmad, dog uden alt for mange overflødige kalorier – det var da brugbart, ikke?

image

Det fine tip er simpelthen at putte lidt rugkerner i din yoghurt. Jeg bruger nogle fra Finax, der ikke behøver at blive lagt i blød. De får selvfølgelig en struktur, der er nemmere at tygge i, hvis man lader dem trække lidt væske i sig, men de er bestemt egnet til at blive spist uden at skulle iblødsættes. De får blot bare lidt bid, når man spiser dem ‘tørre’.
Kernerne gør, at yoghurten får noget, du kan ‘sætte tænderne i’, og for mit vedkommende er det også et fantastisk mentalt trick, fordi jeg tygger på noget og bliver derfor bedre og hurtigere mæt, end hvis jeg kun spiste yoghurt (uden drys på).
image
I morges fik jeg derfor en portion græsk yoghurt med rugkerner samt et spejlæg med flødeharvati. Lækker start på dagen, dét kan jeg love jer!
Knus
SundeMy

Glutenfrie hirseboller – SMÆKKERT OG HVEDEFRIT

Som de faste læsere godt ved, har jeg i sommers fundet ud af (efter 20 års uvidenhed), at jeg ikke kan tåle hvede og i mild grad også er glutenintolerant. (Mere om dét hér.) Jeg forsøger mig derfor frem med en hvedefri kost og prøver i den grad også at udelukke gluten.
Dog synes jeg, at man engang imellem kan savne lidt ‘at tygge i’, altså lidt brød. Men jeg kan fortælle jer, at alt afsavn var væk med disse darlings!

image

Det er hirseboller bagt på hirseflager og grovvalsede havregryn (blendet til mel). Mit udgangspunkt var disse lækre hirseboller fra Naturbageriet.
image

De værner dog (klart) om deres opskrifter, så jeg har ikke kunnet få en vejledning til, hvordan man laver nøjagtigt disse boller.
Jeg har dog fundet en opskrift på nettet og modificeret den lidt efter egne behov og muligheder. Resultatet blev ganske fremragende, jeg er virkelig godt tilfreds! Bollerne var hvedefrie og indeholdt kun spor af gluten. (Man kan ikke være sikker på, hvor meget gluten ens havregryn indeholder; vil man være sikker på en glutenfri version, anbefaler jeg at bruge havremel fra helsekostforretninger, hvor de kan garantere, at der ikke er gluten i havremelet.)

Det var en kort ‘introduktion’, og nu får I opskriften!

Du skal bruge:
75 g hirseflager
1 dl vand
10 g gær
1 dl mandler
150 g havregryn eller havremel
3 spsk græskarkerner
2 dl plante- eller laktosefri mælk
2 spsk HUSK
2 gulerødder
1 spsk god olie (helst flydende) – jeg brugte arganolie til madlavning
Rosiner (så mange, som du nu lyster)
Lidt salt

Fremgangsmåde:
Hæld vandet over hirseflagerne og lad dem stå og trække. Blend mandler til mel. Gør det samme med havregryn, hvis ikke du bruger færdig havremel. Riv gulerødderne. Rist græskarkerner på en tør pande indtil de begynder at ‘poppe’ og får lidt bid.
Varm mælken en smule op og opløs gæren deri. Put lidt salt i. Vend hirse’pulpen’ og HUSK deri. Tilsæt ‘mandelmelet’, de revne gulerødder, rosiner og havremelet. Hæld olie over og ælt dejen.
Lad den stå i skålen, tildækket med en klud og lad den hæve i ca. 30 – 45 min.
Tag dejen op, form bollerne og lad dem efterhæve på en bageplade, tildækket med et viskestykke, i ca. 1 time.
Tænd ovnen på varmluft, 215 ° og bag bollerne omkring 25 minutter.

Velbekomme!

– de kan sagtens opbevares på køl; det gør ikke noget ved smagen. Jeg vil også tro, de er fryseegnede, jeg har dog ikke selv prøvet 🙂

Nye lyster – vegetar på prøve

Kender I dét, når man pludseligt vender 180 grader fra og visse ting, som man var vildt begejstret for i sin tid, bliver pludseligt slet ikke så interessante mere. Nu taler jeg lidt om mit skifte væk fra LCHF, men jeg har på det seneste også oplevet, at jeg ikke har lyst til samme madvarer, som jeg førhen har været super glad for. Og hér taler jeg faktisk om kød!

Billede

(fot. google)

Jeg har i mine meget unge teenage-dage forsøgt mig med at blive vegetar. Der var flere grunde til det, og den væsentligste var nok, at Braceface-Sally (datidens store idol) også var det. Så ja… Uden den rette motivation holder den heller ikke længe, og jeg var bestemt ikke undtagelsen, der bekræfter reglen. Jeg gik derfor tilbage til at spise kød igen, bl.a. fordi proteiner skulle være ‘ih-så-sunde‘, mætte bedre end kulhydrater og give øget forbrænding – what’s not to like?

Og ikke fordi alle de fakta om protein ikke passer – dét gør de bestemt! men som I måske har lagt mærke til, kan jeg have tendens til at blive lidt fanatisk med mine spisevaner. Det blev derfor nemt til en proteinbaseret diæt, som i sidste ende ikke gavnede særlig meget, for kroppen er trænet til at nedbryde protein, hvis der er for meget af det i forhold til de andre makronæringsstoffer, så det endelige resultat bliver, at man nærmest lige så godt kunne have spist kulhydrater.

Nu hvor jeg er ved at revurdere min kost lidt, hvor jeg prøver at mørke efter i stedet for at google mig frem til mirakel-løsninger foreslået af bloglandets ‘eksperter’ med en tvivlsom baggrund. Jeg har derfor i den seneste tid prøvet at være ærlig over for mig selv og virkelig spist dét, jeg havde lyst til, og som jeg følte, nærede min krop. Dette resulterede i en kraftig reduktion af kødindtagelse. Det er bestemt ikke noget, jeg har gjort bevidst – det skete ligesom bare. Jeg har på det seneste været vild med grøntsager, næsten cravet dem. Gulerødder med hjemmelavet hummus er simpelthen YNDLINGSSNACK’en lige for tiden. Og når jeg virkelig kan mærke, at min krop har lyst til den slags madvarer, vil jeg også rigtig gerne give min krop dét, ‘den beder om’.

Så sent som i torsdags var jeg af sted til et netværksmiddag med andre studerende, hvor der blev serveret en vegetar-moussaka. Nøj! Hvor smagte den bare godt! Det var en helt fantastisk smagsoplevelse, selv om der ikke var et eneste gram kød i!

At lave vegetarisk  mad er super kreativt – man kan virkelig få lidt grønt og lidt korn til at smage som en million! Jeg vil derfor i det næste stykke tid forsøge mig lidt med flere vegetariske løsninger. Ikke fordi jeg ønsker at droppe kødet helt, men jeg vil gerne udvide mine horisonter.

Har I erfaring med at være vegetar? Gode tips og opskrifter? Smid gerne en kommentar forbi!

Knus og god lørdag derude!

Spise af lyst

Man kan nemt blive fanget; man har sine egne små madrutiner, man følger sine egne ‘kostråd’, meget af vores madindtag er meget gennemtænkt og … lad os sige det ligeud: planlagt. Dem af os, der går op i, hvad vi putter i munden, tænker i høj grad over, hvordan dagens måltider skal se ud, og vi gør alt for at overholde vores små skemata.

Vi kommer dog til et punkt, hvor madindtaget begynder at blive lidt mekanisk… Jo, jo, vi nyder da stadig vores mad, vi synes bestemt, det smager godt, og vi sidder da også med en god følelse i kroppen efter at have spist et sundt måltid mad. Vi får et psykisk boost, vi giver os selv et klap på skulderen og roser os selv for at have overholdt en mindre madplan. Vi har det godt; vi er mætte og tilfredse, men vi spiser, fordi vi har planlagt det, ikke rigtig af lyst!?

Jeg har engang været så fastlåst i al madskema, at jeg simpelthen ikke kunne andet end at spise efter klokkeslæt – selv hvis min krop sendte mig andre signaler, hvis den var sulten på andre tidspunkter, end de planlagte, eller hvis jeg netop slet ikke var sulten, når klokken viste ‘aftensmad‘. Jeg spiste sjældent af lyst, men ud fra en hjemmestrikket ‘kostplan’.

Skiftet til LCHF har gjort, at jeg i højere grad prøver at mærke efter, hvornår jeg har lyst til mad, hvornår jeg er sulten, og hvornår jeg ikke skal spise, eller hvornår jeg er mæt. Dog synes jeg stadig, at man hurtigt kan blive fanget af nye skemata! For mit vedkommende gælder det nu hvad jeg spiser. Jeg stortrives på LCHF, og jeg savner ikke kulhydrater. Dog er der stadig nogle kulhydratholdelige madvarer (f.eks. dadler eller havregryn), som jeg godt kan lide, men skærer ned på dem, fordi jeg helst vil holde mig til en forholdsvis low-carb diæt.

Sidst fangede jeg mig selv i at forbyde mig selv et mindre stykke af en raw cake, fordi den var lavet på dadler… Og så tænkte jeg, at skema og planer har taget overhånd! Det er jo ikke fordi min krop cravede vildt efter noget usundt! Hvad jeg havde lyst til at spise var ikke ‘skadeligt‘ for mig/min krop – den ville blot smage på en lækkeri lavet på yndlings tørrede frugter! Og hvorfor sige nej til dét??

Jo, blot fordi det ikke matchede min ‘plan’… (Igen: den fordømte planlægning!!!)

I morges var jeg derfor oprørsk! Jeg lavede mig et glas cultura yoghurt med 5-korns flager, lidt all bran og rosiner!

image

Det smagte så skønt, og jeg tillod mig selv at nyde den med god samvittighed! Sundhed handler jo i den grad om at lytte til sin krop! And I did it!

Stolt, glad, med en god mavefornemmelse ♡

AVOCADO ♡ – men hvorfor?

image

Avocado er en skøn, skøn frugt, som i den grad har forplantet sig i mit køkken 😉 Jeg spiser gerne avocado hver 2. dag, frugten er en vigtig bestanddel af LCHF-diæten, og personligt er jeg også ellevild med den cremede smag! Ud over en dejlig smagsoplevelse, giver avocado din sundhed et kæmpe boost! Frugten indeholder nemlig 12 af alle 13 vitaminer. Avocado indeholder enkeltumættede fedtsyrer (‘de gode fedtsyrer’), folinsyre (som bl.a. anbefales til gravide), og samtidig gemmer frugten på mineraler som:

– magnesium
– kobber
– jern
– calcium
– kalium, m.fl.

Avocados kalorieindhold ligger på omkring 183 kcal pr. 100 g.. Frugten er rig på fibre, og undersøgelser viser også, at regelmæssig indtagelse af avocado medvirker til nedsættelse af kolesterolniveauet.

Såå… DERFOR! ♡ Nyd jeres avocadoer med endnu bedre samvittighed, og vil I høre og se mere, kan I kigge på den søde Christian Bitz fortælle lidt om den mirakuløse frugt!

Grøntsagsnachos – LCHF

image

Nachos er en ret, de færreste kan modstå, og jeg deriblandt. Jeg skal dog skynde mig at sige, at hvad jeg bedst kan lide ved retten er al den lækre dyppelse samt smeltet ost og kylling. ‘Rene’ chips har jeg aldrig været specielt vild med; jeg synes, de i sig selv er tørre og smager meget kunstigt. De frister i hvert fald overhovedet ikke…
Og jojo, back in the old days kunne jeg sagtens bestille en nachos på café og spise af de knap så smagsnuancerese chips, fordi det var der… Jeg tror desværre, at det er et problem, mange af os har. Jeg havde engang med mit gymnasie været nede at se et foredrag af Chris MacDonald. Han fortalte, hvordan skålen med fredagsslik på mystisk vis formår at blive tømt hver fredag aften.
Det startede med, at man satte sig ned, var klar til at se en film/ hygge/ et eller andet med skålen i skødet. Man begyndte med de røde vingummibamser – dem kan man bedst lide, de lysegule og almindelige gule var man ikke helt begejstret for… Lidt lakrids kunne man også have, og skumsvampe skulle man lige smage på (10 gange). Til sidst er der kun de gule vingummibamser tilbage, men… så dårligt smager de da heller ikke! Én eller to kan man lige klemme ned…

I løbet af en enkel aften kan vi nå at blive afhængig af én enkel slikskål… Tænk på, hvad der sker med mennesket efter et helt liv med læskedrikke, færdiglavede kager, chokoladebarer osv.. Man kan slet ikke se sig ud af det!

Jeg troede heller ikke, back in the old days, at jeg kunne komme ud af den onde spiral, hvor jeg ikke vidste, hvornår jeg var sulten, og hvornår jeg var mæt. Jeg spiste, fordi klokkeslættet sagde, jeg skulle. Og ja, jeg spiste meget. For jeg var bange for at blive sulten igen.
Dette er heldigvis vendt nu. Jeg føler sult og mæthed på en hel ny måde; jeg nyder min mad og kan være ‘i det’, når jeg spiser mine måltider. Og stadig er der god plads til lækker mad, nu er der også kommet plads til at nyde den!

Til sidst opskriften på lækre nachos med grøntsager!

Du skal bruge:
Blandede grøntsager
Revet ost (f.eks. blandet cheddar og flødeharvati)
Kylling (skåret i stykker)

Salsa
Guacamole
Creme Fraiche

Fremgangsmåde:
Tænd ovnen på 200°. Giv grøntsagerne en kort tur på panden og læg dem derefter i et ildfast fad. Læg kyllingstykker derpå og gratinér med ost. Sæt den i ovnen til osten er blevet gyldenbrun.

Servér med dyppelse til og nyd med god samvittighed!