Pisken i sving

Jeg havde engang før skrevet om en vis pisk, der godt kunne komme og fortælle mig, hvor skidt en person jeg er, og hvor lidt styr jeg har på mig selv og mit madindtag/motion.
Denne pisk er tilbage, nu i forhold til maden. De sidste to dage, lørdag og søndag har jeg været på arbejde. Når jeg arbejder, har jeg ikke nogen specielt sunde spisemønster, da vores pauser ikke er fastlagte, men jeg får lov at spise, når der er ‘rum’ til det, dvs., når vi ikke har for travlt til, at vi kan begynde at sende folk til pause. Dette resulterer i, at jeg først får frokost imellem kl. 14 og 16 (oftest ved en halv 3 – 3-tiden). Jeg forsøger altid at spise LCHF på arbejde, og derfor mætter min frokost meget godt, og jeg er af den grund sjældent sulten til almindelig, dansk spisetid. Lørdag havde jeg derudover en aftale med en veninde, som selv først fik fri om aftenen. Inden vi blev færdige med al madlavning, havde klokken passeret 8. Vi fik heller ikke ‘rigtig’ mad, men nærmere snacks i form af gulerødder med dyppelse og LCHF-nachos. Vi sad og hyggede med maden, og det resulterede i, at vi faktisk småsnackede i omkring 2 timer, fordi vi jo også snakkede som to vandfald!
Da jeg kom hjem, var klokken blevet omkring halv to, men jeg var stadig mæt (det var jo trods alt LCHF-kost). Jeg gik derfor mæt i seng, og da jeg vågnede, var den sædvanlige sultfølelse der heller ikke. Jeg nåede derfor at komme ud at træne (på tom mave) og fik først morgenmad kl. 10, lige inden jeg skulle på arbejde. Måltidet vat selvfølgelig LCHF, nemlig en mikro-bolle af ét æggehvide, lidt smør og kværnede hørfrø, mandler og solsikkekerner (tilsat HUSK og bagepulver). Bollen fik jeg med philadelphia og kyllingepålæg samt brie og pålæg.

image

Det var sindssygt lækkert og mættede godt! Frokosten fik jeg på arbejde, og i går havde jeg fornøjelsen af en salat med tunmousse og laks.

image

Salaten mættede rigtig godt. Jeg havde engang før nævnt, at tunmoussen laves på mayo, så fedtprocenten fejler intet! Jeg var af den grund ikke engang særlig sulten, da jeg kom hjem, og klokken var 19.30. Jeg vidste dog inderst inde, at jeg ikke havde fået nok mad i løbet af dagen. Og når man er ex-spiseforstyrret, skal man ikke eksperimentere for meget med at springe måltiderne over, fordi så bliver det for fristende at gøre det til en vane.
Kæresten og jeg besluttede derfor at sætte en film på og snacke. (Selvfølgelig LCHF). Vi lavede ‘blomkåls’dupper‘ med…

image
Chickenwings og …

image
… LCHF-nuggets.
Alt dette serveret med chili-mayo.

Fordi maden indeholdt fedt, og fordi vi spiste så sent, havde jeg lavet præcis samme fejl, som dagen forinden. Jeg gik mæt i seng, stod op med en fyldt (dog ikke oppustet) mave, og fik det skidt. Pisken havde fundet sig til rette. Argh.
Nu må jeg derfor kæmpe og overbevise mig selv om, at på trods af det sene tidspunkt, fik min krop den næring, den skulle bruge. Vores snacks fungerede i stedet for aftensmaden, som (hvis den blev spist på et tidligere tidspunkt) ikke havde fremkaldt pisken, men derimod efterladt en god mavefornemmelse, fordi den så godt fulgte LCHF-principperne.
Åha, hvis bare min mave og mit hoved kunne sammen  😉

Reklamer

Spøgelser fra fortiden når hele vejen til Afrika

Min spiseforstyrrede fortid er åbenbart umulig at lade blive hjemme, når jeg prøver at nyde min ferie i det fjerne Marokko. Den er med mig overalt og hele tiden, og den fylder. Mærkeligt og yderst ulogisk, at en sygdom, der vil have mig til at skrumpe, selv er så stor og fed, og fylder for to!
Den kan gøre mig så ked af det, give mig en følelse af utilstrækkelighed og få mig til at føle mig ubetydelig og overflødig.

Jeg ved ikke, hvorfor den kommer, og hvorfor den fremkaldes af mad-situationer, og jeg ved ikke, hvad den forventer af mig, for jeg ved virkelig ikke, hvad nytte det gør at få sygdommens betingelser og ønsker tilfredsstillet. Den vil have noget, jeg ikke længere kan give den, og måske er dette grunden til, at den er så hård ved mig? Netop fordi jeg ikke vil spille med.

Jeg har i hvert fald sagt nej, valgt at holde mig til sunde kerneværdier, lytte til min krop, følge min mavefornemmelse. Jeg håber, at en alliance med sund og god livsstil kan få fjenden væk for altid. Jeg håber også, at den sunde livsstil får lov at forblive naturlig, frem for at være styret af for mange tanker om mad, hvilket jeg jo har oplevet på det seneste. (Dette er nok grundet af min marokkanske kamp om sunde madvarer; når det er så svært at få fat på andet end hvidt brød med sesamfrø på eller marokkanske kokosmakroner, er det klart, at man bliver extra opmærksom på at finde sunde spisealternativer.)

Jeg håber derfor meget på, at jeg med hjælp fra min elskede mand og lidt selvstyrke og god vilje kan formå at gennemføre ferien på en sund (specielt for mit sind) måde, fortsætte den gode udvikling hjemme og værne om min nye alliance !