Sund madpakke – inspiration

image

Haps!
Ser det ikke bare lækkert og strålende ud? Dejligt med et boost vitaminer fra danske æbler og økologiske gulerødder. Til de to lækre vitaminbomber lavede jeg et tahindip, som to af mine studieveninder fik lov at smage på og godkendte med stor iver. Denne madpakke er bestemt ikke noget stort, men pga. den fede dip giver den mere mæthed end almindelige grøntsagsstænger, som man ellers kunne snacke i. Det er nemlig sådan, at mine forelæsninger kun varer i 3 timer ad gangen, så jeg har ikke behov for den store madpakke, men nærmere for noget, der kan give mig et lille kick af sund energi, når lærerens stemme bliver lidt for monoton 😉

Jeg håber, at I kan bruge indlægget som inspiration, og hér får I lige opskriften på tahindippet.

Du skal bruge:
2 spsk tahin
1 – 2 spsk fløde
Revet citronskal af en halv citron
Sødning (jeg brugte stevia) – (jeg bruger ekstra sødning i dippet, fordi jeg synes, at tahin i sig selv kan være lidt harsk i smagen og efterlade en tung efersmag.)

Fremgangsmåde:
Verdens nemmeste: bland alle ingredienser sammen, smag evt. til med lidt saft fra citronen.

Inspiration ☆ Uskyldig snack

image

Efter mit et par dage gamle indlæg om at spise af lyst blev udgivet og fik positive kommentarer, har jeg tænkt meget over det at blive fanget i sundhedens usunde regler. Jeg lader mig styre af, hvad der står på indholdsdeklarationen på et produkt, og vælger mine madvarer ud fra dét, frem for at vælge efter egen appetit!
Jeg er blevet meget mere opmærksom på det, og jeg må også ærligt indrømme, at jeg har åbnet lidt mere op for kulhydraterne i min hverdag – selvfølgelig de sunde (langsomme) af slagsen.

Jeg vil derfor dele denne sunde og supernemme snack, der ikke består af andet end et stykke groft knækbrød smurt med philadelphia ost, drysset med en smule kanel og med fersken (skåret i tynde skriver) på toppen. Dertil fik jeg et glas hjemmelavet saft; (da jeg lavede den, gik det hurtigt og efter egen fantasi, og derfor vil jeg anbefale denne opskrift af Jane aka. Madbanditten, hvis man vil begive sig ud i at lave noget saft selv og har brug for en vejledning).

Måltidet bestod hovedsageligt af kulhydrater, men gav en god snack-mæthed samt bød min krop på vitaminer fra frugterne.

Lad jeres egne regler ikke styre jer; lyt hellere til kroppen, for det er den, der i sidste ende har mest at sige  😉

Opskrift ☆ bagte æbler – ægte eferårsforkælelse

image

Efterår, æbler, guf!
Vi kommer ikke uden om, at efterårets kolde dage skaber en hygge-trang (det gør de i hvert fald hos mig). Dagene bliver kortere og koldere, og man får lyst til at kompensere for den smådystre stemning med lidt glad stemning i køkkenet 😉
Sådanne efterårsfristelser kan nemt blive en tung plus på kulhydrat- og kaloriekontoen, men hvis man tør eksperimentere lidt, kan man finde en masse lækre og sunde alternativer, der både glæder ganen og efterlader én med god samvittighed!
‘Snacken’ jeg har her er bestemt ikke LCHF, men den er sund og fyldt med gode vitaminer! Den kan laves som enkel-portion (hvor jeg vil anbefale at bruge mikroovnen, simpelthen for at spare tid og energi), eller der kan laves flere af gangen, hvor det er klart nemmest at bruge ovnen.

Du skal bruge:
1 æble pr. Person
1 spsk mandler pr. æble
1,5 spsk kornflager pr. æble (jeg brugte 5-korns flager)
1 spsk sukrin gold
1 spsk tørrede frugter, skåret i små stykker

Fremgangsmåde:
Fjern æblets kernehus og stil frugten på en lille tallerken, eller helst i en lille skål. Fyld hullet med skiftevis mandler, tørrede frugter og kornflager. Det hele kan ikke være der, så bare drys det ud over frugten. Afslut med at drysse med sukrin. Æblet er nu klart til at blive ‘bagt’ – ca. 2 minutter på maximal styrke i mikroovnen eller 10-15 minutter i ovnen ved ca. 180°.

Jeg synes, at det er en skøn, skøn efterårssnack, og desuden synes jeg, at man bestemt skal udnytte, at vi har så mange lækre, danske frugter rundt omkring os! Jeg var derfor villig til at ofre lidt ‘carbs’ på denne; den blev nydt fra start til slut og gav en dejlig varme!

LCHF hyggestund

image

I dag har jeg været i gang fra kl 10 om formiddagen til halv 8 om aftenen. Dagen har været fyldt til punkt og prikke; bl.a. med Sundhedsmessen i Øksenhallen (som var en fantastisk oplevelse, og jeg lover at fortælle mere om mine indryk fra messen på et andet tidspunkt)! Derudover har jeg været ude at træne; været på universitetet samt taget en ferniseringsrunde på Københavns gallerier med en studieveninde. Der blev derfor cyklet en del i dag, og bestemt også spist godt (takket være smagsprøverne fra Messen!), men da jeg kom hjem, kunne jeg alligevel mærke, at maven var ved at blive tom igen.
Jeg kunne hverken overskue at lave noget mad eller havde specielt meget lyst til et aftensmad-måltid.
Jeg besluttede derfor at lave noget hurtigt, og noget, som jeg samtidig kunne hygge lidt med. Det blev til en hurtig omgang bønne-fritter, skårne gulerødder, og dertil sød chili-mayo samt en peanut – dressing, som består af kværnede krydrede jordnødder blandet op med lidt creme fraiche.

Skøn snack; føles super sund at sidde og nyde, og gulerødderne og de fede dressinger giver både en god mæthed og gode næringsstoffer og vitaminer til kroppen!