Om mit forsøg på at forene kroppen og sindet…

image

Jeg er den, som skal følge mig selv resten af mit liv. Min krop er den, jeg har for resten af mit liv. Jeg skal derfor passe på den, tage mig gost af den, tage vare for mig selv…
Det er nemt nok at skitsere op, nemt nok at fremlægge i punktform, nemt nok at gøre sig klog på og nærmest prædike om. Lige så nemt, som det er i teorien, lige så svært og uoverskueligt er det at føre ud i livet, (i hvert fald for en sårbar pige med en ganske bestemt fortid). Når jeg har fortrængt min krop i så mange år, været ligeglad med dens behov og nedprioriteret dem, er det ubeskriveligt vanskeligt lige pludseligt at foretage en U – vending.
Al den skrøbelighed, jeg har i mig, har brug for at komme til udtryk på én eller anden måde, og netop fordi skrøbeligheden er der, har jeg brug for at blive passet på. Og desværre er jeg ikke vanvittig god til det selv, jeg vil gå så langt at sige, at jeg er pretty lousy til det.
I dag f.eks. slås jeg med mig selv (igen, igen) i forhold til at få holdt hviledage fra fitness. Min plan angående ugentlig workout holdt ikke så godt; jeg fik trænet mere og hårdere, end jeg havde sat min begrænsning til, og denne hårde træning kan nu mærkes i min trætte krop. Jeg er tung i benene, får nemt krampe, har ingen appetit – blot få af de mange symptomer på overtræning, som jeg har bøvlet med inden ferien til Marokko.

Og så sidder jeg hér, fuldstændig klar i sindet og spørger mig selv: Hvad i alverden har du dog gang i? Hvorfor udsætter du din krop for noget, den ikke kan holde til? Hvorfor giver du din krop ikke lov til at slappe af? Hvorfor må den ikke få en pause? Hvorfor? Hvordan kan det være, at du presser din krop så hårdt, at den fysisk står af?

De og endnu flere spørgsmål passerer i mit hoved. Jeg kan se det hele klart, over for mig selv gentager jeg mine egne ord, at sundhed er balance. Balance i alt, man laver – træning, spisning, timer brugt foran fjernsynet, samvær med vennerne, osv., osv.. Jeg hører mig selv sige det, jeg kan se, at det giver mening, men jeg vælger ikke at lytte. Jeg vælger ikke at tage det til mig, ignorere det, forkaste det. Og hvorfor, ved jeg ikke.
Jeg ved ikke, hvad udbytte, jeg ser i ikke at pleje min krop og ignorere dens signaler, jeg ved ikke, hvorfor det er så fristende at fortabe sig i rutiner frem for rent faktisk at mærke efter, hvad der foregår…

I do not know.
Men jeg arbejder på det. Jeg ville blot fortælle, at det stadig er sindssygt svært, at fortiden har sat sit præg i den grad! Nu tror jeg bare, det handler om at lære at sige nej til fortiden, starte forfra; danne en ny ‘mig’. Og det kan ikke lade sig gøre, når jeg hele tiden piller mig selv ned med de mentale pisk! Det er nu på tide, at både pisken og fortiden smides i et sort hul, som de kan blive opslugt af, i stedet for at opsluge mig!

Reklamer

Mandagens morgen’pisk’

Kontroversiel titel, I know. Jeg kan dog allerede i første linje af dette indlæg forsikre, at den ikke vil indeholde kinky fortællinger med nogen form for pisk.

Pisken her er udelukkende mig selv; min selvkritik, min ofte alt for hårde selvkritik, der ikke kender til ordet eufemisme, og ikke er bleg for at fortælle mig, hvilket udueligt og dovnt dyr jeg er. At den lige skulle besøge mig en mandag morgen, denne kritikstemme, er hvad det er.
I morges drejede det sig om træning. Sidste uge formåede jeg at komme ud og træne 6 gange – 3 gange til holdtræning, og 3 gange selv. Jo, det synes jeg, er ok godt og acceptabelt, (nu skal jeg passe på med ikke at virke fanatisk igen!). Der er selvfølgelig altid et ‘men’. Mit ‘men’ kommer, når det drejer sig om hviledage. I den seneste tid har jeg døjet med mange symptomer på overtræning. Jeg har prøvet at vågne op midt om natten med smertefulde krampeanfald, min krop kan være så træt, at jeg nogle gange har det svært ved at cykle på arbejde, at strække mig om morgenen kan engang imellem gøre direkte ondt, fordi det føles som om musklerne er krympet sammen. Meget, meget ubehageligt… Dog stadig ikke nok til, at jeg lader mig selv hvile. Og spørg ikke, hvorfor, for jeg ved det ikke. Logisk kan jeg godt se, at min krop sender mig signaler om at stoppe op, tage en dyb indånding og tænke over, hvad jeg egentlig byder den. Jeg kan godt se, at det jo ikke engang nytter noget at træne ømme/overtrænede muskler, og det er som om den del af hjernen der er ansvarlig for at udsende denne information fungerer fint, men denne del af hjernen, der skal modtage og gøre noget ved sagen, er sygemeldt på ubestemt tid … Det har den været i lang tid, og så længe den er dét, kan jeg vist roligt regne med, at mentale pisk ikke forsvinder. Jeg må kæmpe med dem, jeg må høre på dem (de er jo trods alt en del af mig; jeg ønsker at komme i kontakt med min krop, dermed også alle mine tanker og give mig selv lov til nogle gange også have en dårlig dag, svær tanke, osv.), og jeg må selvfølgelig i sidste ende lære at håndtere dem…

Hvad skete der så i dag?

Jeg sagde til mig selv, at hvis jeg nåede at ordne alt praktisk i lejligheden og stadig havde rigelig tid inden jeg skulle på arbejde, måtte jeg bruge tiden i fitness. Jeg ville ikke kunne overskue at lade være med at træne og blive siddende hjemme på min flade bagdel. Det hele resulterede i, at jeg efter at have vasket tøj og hængt det op, støvsuget, gjort badeværelset rent, ryddet og vasket op, cyklet en tur for at have byttet et fejlkøb, stadig havde lidt tid, smuttede jeg i fitness. Jeg nåede dog kun at træne i omkring 30 minutter. De blev bestemt godt udnyttet, brugt for det meste på core-træning, hvilket jeg egentlig synes, var et godt kompromis mellem den kritiske og den sygemeldte hjernehalvdel 😉

Det kan virkelig være svært at sige nej til træningscravings. Jeg kan få det så skidt med mig selv, jeg kan faktisk blive seriøst ked af det … Derfor måtte resten af dagen (mere eller mindre bevidst) fokusere på at få rigtig næring, så jeg både blev mæt, og fik den gode mavefornemmelse omkring madvarerne.

Post-fitness måltidet var derfor en skål skyr blandet med avocado, krydret med kanel og lidt stevia. Avocadoen gav en noget mere cremet smag, og samtidig en sjov mynthegrøn farve. Smagen var himmelsk!
image

Frokost spiste jeg på arbejde, og i dag hyggede jeg med en Cæsar-salad med kylling, bacon, parmesanost og dressing. Mmm… (Og med god LCHF-samvittighed!)
image

Om aftenen blev der hygget med endnu en portion af den proteinrige avocadoacreme , så nu er jeg klar til at forlade bloggen med en god mavefornemmelse og forhåbentlig et tankevækkende indlæg!