Opskrift ☆ hørfrøkiks med gulerod

image

Nogle gange savner jeg lidt ‘knas’, som jeg kunne snacke i. Kender I dét?
Kerne-knækbrød kan selvfølgelig være en rigtig god erstatning for brød, men engang imellem har man også lyst til at prøve noget nyt.
Jeg kastede mig derfor ud i at få bagt nogen kiks, og projektet er efter min mening lykkedes ret godt! 😉

Kiksene er meget sprøde, knaser på den helt rigtige måde og har en god (meget lidt ‘kerne-agtig’) smag!

Du skal bruge:
1 dl hørfrø
1 dl sesamfrø
0,5 dl kornflager (jeg brugte 5-korns flager)
1 tsk bagepulver
1 tsk husk (jeg brugte den gule)
1 gulerod
Lidt salt

1 – 1,5 dl vand

Fremgangsmåde:
Tænd ovnen på 180°.
Frø og kornflager blendes sammen til fint mel i en minihakker. Bagepulver, husk og salt tilsættes ‘melblandingen’. Kom vand i blandingen – tilsæt lidt af gangen og lad det blive opsuget af ‘melet’ og husk.
Riv guleroden fint og bland den til sidst i ‘dejen’.

Lad dejen stå og hvile i mindst 10 minutter og rul den derefer ud på et stykke bagepapir (rul den evt. ud mellem 2 stykker bagepapir, så du slipper for en beskidt kagerulle). Kiksene må gerne være lidt tykke i det (de skal helst være tykkere, end når man bager kerne-knækbrød).

Bag kiksene i ca. 20 minutter, lad dem køle lidt ned, inden du spiser dem, så de kan nå at blive endnu sprødere, når de er kølet ned.

Snack med glæde og nyd dem!