LCHF middag i bedste stil – pizza på broccolibund

Nu havde jeg nævnt, at jeg nogle gange kan afvige lidt fra LCHF-principper. Jeg er begyndt at få lidt mere af de sunde og langsomme kulhydrater til dagligt. Aftensmaden holder jeg dog altid lowcarb. Det er rart at gå i seng uden at være oppustet og samtidig vide, at der ikke dukker nogen sultfølelse, der sniger sig ind i løbet af aftenen. Derfor blev det i går aftes til denne skønne broccolipizza!image

Når vi får pizza hjemme ved os, plejer jeg altid at servere den med lidt ruccola, som man kan putte på selve pizzaen og lidt ekstra kød til. Der er flere grunde til, jeg vil have lidt kød ved siden af. For det første er det et ekstra skud protein. Desuden mætter det bedre, så noget af pizzaen kan gemmes til en madpakke dagen efter. Derudover synes jeg, at det er lidt mere spændende end bare sidde og guffe pizza.

Det hænger nok også med, hvor meget man ønsker at følge LCHF-principperne. For mig er low carb meget vigtigere end high fat, og det gør mig ikke noget, hvis noget af fedtet bliver erstattet med proteiner.

Nu skal I selvfølgelig nok få opskriften på pizzaen!

Du skal bruge:

500 g (et bundt) broccoli

2 æg

100 g. cheddar

1 – 2 spsk loppefrøskaller (hvis ikke du har dét, kan havregryn melet til mel sikkert også bruges)

Krydderi – jeg brugte oregano og lidt chili

Ost og valgfri topping til at putte på pizzaen. Jeg brugte hjemmelavet tomatsovs og pesto til at smøre pizzaen med. Fyldet bestod af: fuldfed revet mozarella, mozarella i klump, pepperoni, peberfrugter og løg.

Fremgangsmåde:

Tænd ovnen på 225 grader.

Skær broccolien i små stykker og hæld kogende vand over. Lad det stå og trække i ca. 5 minutter, hvorefter vandet skal hældes fra. Blend broccolien med en stavblender, indtil du får en ensartet masse. Tilsæt derefter æg, ost og loppefrøskaller og bland det hele sammen.

Smør blandingen ud på en bageplade beklædt med bagepapir og bag i ovnen i ca. 15 – 20 min, indtil bunden begynder at blive lidt lysebrun i det.

Tag bunden ud, smør med tomatsovs eller pesto og put topping på efter egen fantasi.

Bag pizzaen færdig i ca. 10 minutter. Kan serveres med lidt ruccola på toppen!

Velbekomme!