Planer for livet – og når de for alvor går i vasken

Jeg er generelt meget positiv og glad af natur. Jeg prøver altid at se det gode i de mennesker, jeg omgives af og de situationer, jeg havner i. Jeg fortæller altid mig selv, at things happen for a reason, og at jeg enten må acceptere dem og komme videre eller bruge resten af mit liv på at være sur og indebrændt. Løsning nr. 2 er i min mentalitet ganske uacceptabel, når man kun er 20 år. Derfor: hellere hurra-optimisme frem for en negativ tankegang.

Alt det ovenstående er dog kun relevant i forhold til planlægning – den kære, gode, så velkendte planlægning. Når vi har lagt os planer, og når de af en eller anden grund er røget i vasken, må man i gang med at finde alternativer. Man må finde på en alternativ plan og samtidig arbejde på sig selv for at ‘komme over nederlaget’ som var, at den første plan fejlede. Det er selvfølgelig langt fra altid, at det er vores skyld, at den forud-lagte plan ikke bliver til noget. Ofte kan det være omstændigheder, der får os til at ændre planer. Måske er dem, vi har lagt planer med, blevet forhindret – igen: ikke vores skyld. Måske er det noget helt tredje, som vi heller ikke kan gøre os herre over, som har forhindret vores planer, og selv om vi ikke har noget med det at gøre, bliver vi alligevel kede af, at det ikke var gået, som det skulle, eller rettere: som vi havde tænkt os.

Denne lange indledning har selvfølgelig et formål. Har man læst min blog før, ved man, at jeg er lidt afhængig af at lave planer, og samtidig er jeg afhængig af dem. Jeg bliver helt slået ud, hvis mine planer ikke bliver til noget. Jeg kan blive ked af det, hvis en planlagt aftale må aflyses, også selv om det ikke er mig, der har ‘skyld’ i aflysningen.

Den sædvanlige mængde planlægning har jeg været igennem op til efterårsferien, hvor jeg har undervisningsfri fra universitetet og egentlig bare skal fokusere på mit arbejde og mindre hjemmeopgaver. Jeg havde lagt store planer, tilpasset min vagtplan, arrangeret en mindre tur til Jylland for at besøge mine forældre og søster. Jeg havde regnet med at få tid til at motionere, måske prøve noget andet, end mit vante (og højt elskede) Thai-Bo. Med alt dette i sindet startede jeg ugen med en omgang Stram Op i Fitness World mandag morgen kl. 07.00 og var ellers klar til resten af ugens udfordringer…

Den første udfordring kom få timer efter, da jeg var på vej på arbejde. Jeg var i god tid, jeg behøvede ikke skynde mig, så jeg cyklede stille og roligt, kiggede rundt, nød min cykeltur. Nød den indtil jeg kom ud i et lyskryds, hvor en ladet lastbil begyndte at dreje samtidig med, at jeg fortsatte ligeud.

Højresvingsulykke.

Jeg kom ikke voldsomt til skade. Jeg nåede at stoppe, inden jeg kom for langt ud i krydset, hvilket kun betød, at lastbilen ramte min ryg med sin bagende. Min cykel væltede, og selv fløj jeg væk, skubbet af den tunge bil…

Resten af dagen bestod af et besøg på skadestuen, samtaler med behandlere, politiet og min familie og en aften, hvor jeg fik lov at ligge på sofaen og spekulere på, hvad der skete, og hvad der kunne have været sket. Ikke rart, kære læsere, virkelig ikke rart!

Men hvad nu? Jeg går som en 80-årig, er forhindret i rigtig mange ting, og min aktive livsstil med daglige cykelture på samlet 13 km til og fra arbejde kan jeg vinke farvel til. Fitness 5-7 gange om ugen er der ikke tale om. Jeg laver ingenting. Jeg kan heller ikke imponerende meget. Jeg fokuserer på skoleopgaver og lidt arbejde; det jeg kan holde til. Og jeg føler mig så magtesløs, så lille, så sårbar. Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal forholde mig til, hvad der er sket. En pludselig livstilsændring, en yderst ufrivillig livstilsændring. Jeg er helt rundt på gulvet. Tanker omkring selve ulykken fylder, men samtidig er der kommet nye tanger, der vejer lige så tungt.

Hvad skal der ske nu? Hvordan skal jeg kunne undvære al min aktivitet? hvad gør jeg?

Alt dette er pt. for meget for mig. Jeg kan ikke finde den sædvanlige optimisme og livsglæde, som jeg ellers er så gode venner med. Jeg fortæller mig selv, at det ikke er sket uden grund, men derfor er det stadig svært at se denne grund og fatte hele situationen. En masse spørgsmål samles i mit hoved, og svarene er endnu langt væk. Jeg følte dog alligevel for at dele oplevelsen her på bloggen. Ofte hjælper det at få sat ord på sine tanker, og ved at formidle det til andre, får man ofte et nyt perspektiv på sagen. Jeg håber, dette gælder for mit vedkommende.

Er der brug for et tema til det her indlæg, kan det blive selve livet: sundhed er livet i sig selv – sundhed er en rask og velfungerende krop, så pas på den… Måske skal vi alle sammen sige til os selv, at frem for hele tiden at rette på vores krop og tænke på alt dét, den ikke er, burde vi sætte pris på, at den overhovedet er der? Dét ved jeg, at jeg burde!

Reklamer

2 thoughts on “Planer for livet – og når de for alvor går i vasken

  1. Puha, sikke en grim oplevelse! 😦 Men i disse tider, hvor højresvingsulykker bliver diskuteret på sit højeste i medierne, så er jeg vel nok glad for at høre, at det ikke gik ‘værre’. At du er i live..
    Men det sætter virkelig også nogle ting i perspektiv. Alt det selvplageri, man kan udsætte sig selv og sin krop for. Man skulle skamme sig..

    Sender dig de varmeste tanker, og håber, du snart er frisk igen.

    KH. Katrine

    • Hvor er du sød – Tusind tak for det ♡
      Det sætter nemlig tanker i gang; vi er ofte så utilfredse – med vores liv, arbejde, krop, whatsoever, og vi glemmer at sætte pris på dét, vi rent faktisk har!
      Tak for din varme hilsen, det var skønt at læse sådan en dejlig kommentar! 🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s