Om mit forsøg på at forene kroppen og sindet…

image

Jeg er den, som skal følge mig selv resten af mit liv. Min krop er den, jeg har for resten af mit liv. Jeg skal derfor passe på den, tage mig gost af den, tage vare for mig selv…
Det er nemt nok at skitsere op, nemt nok at fremlægge i punktform, nemt nok at gøre sig klog på og nærmest prædike om. Lige så nemt, som det er i teorien, lige så svært og uoverskueligt er det at føre ud i livet, (i hvert fald for en sårbar pige med en ganske bestemt fortid). Når jeg har fortrængt min krop i så mange år, været ligeglad med dens behov og nedprioriteret dem, er det ubeskriveligt vanskeligt lige pludseligt at foretage en U – vending.
Al den skrøbelighed, jeg har i mig, har brug for at komme til udtryk på én eller anden måde, og netop fordi skrøbeligheden er der, har jeg brug for at blive passet på. Og desværre er jeg ikke vanvittig god til det selv, jeg vil gå så langt at sige, at jeg er pretty lousy til det.
I dag f.eks. slås jeg med mig selv (igen, igen) i forhold til at få holdt hviledage fra fitness. Min plan angående ugentlig workout holdt ikke så godt; jeg fik trænet mere og hårdere, end jeg havde sat min begrænsning til, og denne hårde træning kan nu mærkes i min trætte krop. Jeg er tung i benene, får nemt krampe, har ingen appetit – blot få af de mange symptomer på overtræning, som jeg har bøvlet med inden ferien til Marokko.

Og så sidder jeg hér, fuldstændig klar i sindet og spørger mig selv: Hvad i alverden har du dog gang i? Hvorfor udsætter du din krop for noget, den ikke kan holde til? Hvorfor giver du din krop ikke lov til at slappe af? Hvorfor må den ikke få en pause? Hvorfor? Hvordan kan det være, at du presser din krop så hårdt, at den fysisk står af?

De og endnu flere spørgsmål passerer i mit hoved. Jeg kan se det hele klart, over for mig selv gentager jeg mine egne ord, at sundhed er balance. Balance i alt, man laver – træning, spisning, timer brugt foran fjernsynet, samvær med vennerne, osv., osv.. Jeg hører mig selv sige det, jeg kan se, at det giver mening, men jeg vælger ikke at lytte. Jeg vælger ikke at tage det til mig, ignorere det, forkaste det. Og hvorfor, ved jeg ikke.
Jeg ved ikke, hvad udbytte, jeg ser i ikke at pleje min krop og ignorere dens signaler, jeg ved ikke, hvorfor det er så fristende at fortabe sig i rutiner frem for rent faktisk at mærke efter, hvad der foregår…

I do not know.
Men jeg arbejder på det. Jeg ville blot fortælle, at det stadig er sindssygt svært, at fortiden har sat sit præg i den grad! Nu tror jeg bare, det handler om at lære at sige nej til fortiden, starte forfra; danne en ny ‘mig’. Og det kan ikke lade sig gøre, når jeg hele tiden piller mig selv ned med de mentale pisk! Det er nu på tide, at både pisken og fortiden smides i et sort hul, som de kan blive opslugt af, i stedet for at opsluge mig!

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s