God mavefornemmelse i… en øm mave?

Til dem af jer, der havde fornøjelsen af at læse mit forrige indlæg behøver jeg ikke nogen lange forklaringer af, hvilke blandede følelser jeg havde i forbindelse med min træning i går.
Jeg følte mig træt i kroppen og egentlig ikke i træningshumør, men kunne af en eller anden mærkelig grund ikke give mig selv lov til at holde fri. Var jeg blevet hjemme fra træning, ville jeg nok få det ret skidt med mig selv og føle mig svag og doven, selv om jeg ved, at man ikke bliver de ting af at holde én hviledag hver 4.-5. dag. Dumme hoved altså…

Det hele endte dog med, at jeg kom i fitness, dog var jeg inderst inde meget bange for, at jeg underbevidst ikke ville give mig 100 % og få en dårlig træningsoplevelse. Fordi jeg ikke ønskede at overbelaste de største muskelgrupper (der i forvejen er lidt trætte af mig og min fitnessafhængighed *host* overtræning *host*), lavede jeg en forholdsvis kort (30 min) sekvens af core-træning, med både Les Mills-inspirerede øvelser og forskellige versioner af den hadede, dog højst nødvendige planke.

Det var en lang indledning, og nu til sagen, tak. Sagen en den, at jeg i morges vågnede med en lækker ømhed i mavemusklerne! Jeg kunne virkelig godt mærke, at jeg have lavet noget i går. Vildt god følelse, netop fordi træningen var så kort, helt ‘hjemelavet’ (nogle gange synes jeg, det kan være svært at presse sig selv, når man træner alene – derfor er jeg ret stor fan af holdtræning …), og på en dag,  hvor jeg følte, at overskuddet manglede. Trods at have haft oddsene imod mig, formåede jeg alligevel at skrue en effektiv træningssekvens sammen! God følelse! God mavefornemmelse!

… og god ømhed ! 😉